Lav vaccinetilslutning i sogn i Kolding

Over en fjerdedel af de borgere, der bor i Simon Peters Sogn i Kolding, bestiller ikke tid til vaccination.

I de 14 kommuner, TV SYD dækker, har 538.977 borgere fået mindst ét vaccinestik mod corona. Det viser tirsdagens vaccinetal fra Statens Serum Institut.

I Simon Peters Sogn i Kolding Kommune er der en del borgere, der ikke har været under nålen endnu og heller ikke skal det i nærmeste fremtid. Her har 27 procent af borgerne nemlig ikke booket en vaccinetid, selvom de er inviteret til vaccination.

- Det kommer ikke bag på os, at der er færre, der tager imod vaccine i et sogn, hvor der er blandet boligbyggeri. Det taler ind i den landsdækkende problematik, om at det er svært at få borgere i udsatte boligområder til at lade sig vaccinere, siger Lars Svoger, kommunikationschef i Kolding Kommune.

En kedelig fjerdeplads

Sognet ligger på en fjerdeplads over sogne, hvor færrest borgere vælger at booke en vaccinationstid. Ifølge kommunikationschefen har Kolding Kommune i flere omgange haft et særligt fokus på netop dette sogn.

- Det er samme sogn, hvor vi havde rigtig mange smittetilfælde i februar, så vi er meget opmærksomme på det. Vi har derfor også brugt vores kontakter i området til at sprede budskabet om at lade sig vaccinere, siger Lars Svoger.

Her vælger færrest borgere at booke tid til vaccination

Oversigt over de sogne i Danmark, hvor den største andel af borgere, der er inviteret til vaccination, ikke har booket tid. Til sammenligning er landsgennemsnittet 12,5 procent:


  1. Tingbjerg Sogn, København: 40 procent.
  2. Gellerup Sogn, Aarhus: 39 procent.
  3. Vollsmose Sogn, Odense: 35 procent.
  4. Simon Peters Sogn, Kolding: 27 procent.
  5. Brøndby Strand Sogn, Brøndby: 26 procent.
  6. Haralds Sogn, Gladsaxe: 26 procent.
  7. Husumvold Sogn, København: 26 procent.
  8. Opstandelseskirkens Sogn, Albertslund: 25 procent.
  9. Ishøj Sogn, Ishøj: 25 procent.
  10. Bispebjerg Sogn, København: 25 procent.


Kilde: Statens Serum Institut (SSI). Sogne med under 250 inviterede borgere er ikke med på listen.

Ydermere fortæller kommunikationschefen, at kommunen har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at høre til muligheden for at krydstjekke den lave vaccinetilslutning med de borgere, der endnu ikke har bestilt tid til at blive vaccineret.

- Det er relevant at få afklaret, om dem der ikke siger ja til vaccine, måske allerede har været smittet med corona og derfor tænker, at de kan udskyde vaccinationen lidt endnu. Men vi har ikke fået svar fra styrelsen endnu, siger Lars Svoger.

På landsplan har i alt 3.731.312 personer - herunder de færdigvaccinerede borgere - påbegyndt processen med at blive vaccineret. Det svarer til 63,8 procent af befolkningen.

Over 1.000 smittet det seneste døgn

På landsplan er 1.055 personer det seneste døgn registreret smittet med covid-19 i Danmark, viser tal fra SSI.

I Syd- og Sønderjylland er 567 testet positive med corona i det seneste døgn. Mandag lå tallet på 486.

Smitten stiger i 10 ud af de 14 kommuner i TV SYDs sendeområde. Det gælder kommunerne Fanø, Esbjerg, Billund, Vejle, Horsens, Fredericia, Kolding, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa.

Det højeste smittetal ses Kolding, hvor kommunen de seneste syv dage har registreret 135 nye covid-19-smittede. Det efterlader kommunen med et testjusteret incidenstal på 102,74 smittede per 100.000 indbyggere.

Hvad er testjusteret incidens?

Det gælder generelt, at hvis der testes mere (foretages flere test) i en kommune end i en anden kommune, vil der sandsynligvis blive fundet flere smittede i den kommune, hvor der er flest indbyggere, der bliver testet, også selvom det faktiske smittetryk er ensartet i de to kommuner.

Dette medfører, at incidensen bliver højere i den kommune, hvor flest lader sig teste, hvis man sammenligner to kommuner, hvor smitteforekomsten var ens.

For at sikre et ensartet sammenligningsgrundlag mellem incidensen på tværs af kommunerne beregner ekspertgruppen for matematisk modellering af covid-19 under Statens Serum Institut derfor den såkaldte testjusterede incidens for hver kommune, hvori der er taget højde for forskelle i niveauet af testning i kommunerne.

Kilde: coronasmitte.dk

Også Aabenraa Kommune fortsætter den negative udvikling. Her er der 16 nye smittede siden mandag, og kommunens testjusterede incidenstal ligger på 34,27. Mandag blev 53 børn og fire ansatte i et børnehus i Aabenraa hjemsendt efter en medarbejder var testet positiv med covid-19.