Ledig i et år: - Hvorfor ansætter Fredericia kun nyledige?

Fredericia Kommune har ansat 30 nyledige til et nyoprettet rengøringskorps. Men det vækker undren hos Susan Juul Andersen, som har været ledig i et år.

På grund af daginstitutionernes åbning i denne uge har Fredericia Kommune valgt at ansætte 30 nyledige til at hjælpe med ekstra rengøring.

quote

Hvad med dem, der snart ryger ud af dagspengesystemer. Hvorfor tager man ikke dem?

Susan Juul Andersen, ledig, Sønderborg

Men den beslutning vækker undren hos Susan Juul Andersen. Hun har selv været ledig i knapt et år og mistede sit seneste vikariat som rengøringsassistent på grund af coronakrisen. Hun kommer fra Sønderborg og ville gerne have haft et af de 30 rengøringsjob, som Fredericia Kommune har skabt, hvis det havde været tættere på.

- Hvad med dem, der snart ryger ud af dagspengesystemer. Hvorfor tager man ikke dem? Jeg synes, det sender et skævt signal, at man vælger nyledige, siger Susan Juul Andersen til TV SYD.

Hun mener i stedet, at kommunen burde hjælpe dem, der er på kontanthjælp eller snart ryger ud af dagpengesystemet, da de har mere brug for hjælpen end nyledige.

- Det kan godt være, at de er nye ledige, fordi deres arbejdsgiver har fyret dem, fordi virksomheden ikke kan betale de sidste procenter af deres løn. Men der er jo ingen, der siger, at de her mennesker ikke får deres job igen, hvis virksomheden starter op igen. Man må jo gå ud fra, at det er gode medarbejdere. Ellers havde virksomheden jo fyret dem inden coronakrisen udbrød, siger Susan Juul Andersen.

Fredericia Kommune: Vi har ikke forfordelt nyledige

Men hos Fredericia Kommune siger de nu, at de ikke har prioriteret nye ledige. Det skrev kommunen ellers i en pressemeddelelse i går.

- Vi har søgt i jobcenterets database efter folk, der var jobparate, søgte jobs indenfor rengøringsbranchen og som havde de rette kompetencer. Så i realiteten har mange været nyledige, men det har ikke været et krav, siger Yelva Jensen, koncerndirektør for voksen- og ældreområdet i Fredericia Kommune.

quote

Vi blev nødt til at finde nogle med viden om hygiejne og rengøring, og som kunne starte med det samme. Kan man ikke det, så er det ikke lige i denne situation, man skal stå først for.

Yelva Jensen, koncerndirektør for voksen- og ældreområdet, Fredericia Kommune.

Det skulle gå stærkt

Hun forstår dog godt, at Susan Juul Andersen mener, at der er andre, der kan have mere brug for de jobs. Men grundet den korte varsel, som kommunen har haft til at finde de 30 rengøringsassistenter, har det ikke været muligt.

- Formålet er at sikre, at dagsinstitutionerne kan starte op. Derfor blev vi nødt til at finde nogen med viden om hygiejne og rengøring, og som kunne starte med det samme. Kan man ikke det, så er det ikke lige i denne situation, man skal stå først for, fordi det skulle gå stærkt. Hvis vi først skal til at kompetenceudvikle og lære op, krævede det længere tid, siger Yelva Jensen.

Hun understreger, at kommunen kun har haft en uge til at finde de 30 ansatte. Men hun siger, at dette langt fra bliver de sidste kommunale rengøringsjobs, der bliver slået op som resultat af coronakrisen.

- Hvis man godt kunne tænke sig sådan et job, så skal man tage fat i sin sagsbehandler på jobcenteret og spørge, hvordan man kan komme i betragtning, siger Yelva Jensen.