Lørdagens smittetal: Smitten falder i den hårdest ramte kommune

Smitten er forsat faldende i Syd- og Sønderjylland, og i Hedensted Kommune falder den markant.

For fjerde dag i træk er der samlet sket et fald i antal smittede i de 14 kommuner, TV SYD dækker. I alt er 614 testet positiv for coronavirus inden for de seneste syv dage i de syd- og sønderjyske kommuner. Det er et fald på 24 sammenlignet med fredagens tal.

Det største fald i antal smittede er sket i Hedensted Kommune. Her er lørdag registreret 10 færre smittede i forhold til gårsdagens tal.

Kommunen har dog stadig det højeste incidenstal blandt de syd og sønderjyske kommuner med 137,1 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

Samtidig er Hvirring Sogn i Hedensted Kommune forsat nedlukket efter at have passeret myndighedernes grænse for automatisk nedlukning den 16. april.

Kriterier for automatisk nedlukning

Et sogn skal lukke ned, hvis det opfylder alle tre nedenstående kriterier:

  • En incidens på over 400
  • Mindst 20 nye smittede de seneste syv dage
  • En positivprocent på mindst 2,0 af de testede de seneste syv dage

Kilde: Sundhedsministeriet

Stigning i fire kommuner

Mens der er et generelt fald i antal smittede, stiger smittetallet stadig i en række kommuner, TV SYD dækker. Den største stigning er sket i Varde Kommune, hvor Ølgod Sogn stadig er nedlukket. I kommunen er der tilføjet 7 positive test til regnskabet i forhold til i går. Det betyder, at der nu er 136,2 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

Den næsthøjeste stigning er sket i Billund Kommune, hvor der nu er 82,8 smittede per 100.000 indbyggere set over de seneste 7 døgn.

I Sønderborg og Aabenraa kommuner er der i hver kommune registreret ét yderligere smittetilfælde i forhold til gårsdagens tal. Det er den første stigning i antal smittede i kommunerne i en uge. 

KommuneAntal smittedeSmittede per 100.000 indbyggere
Fanø00
Esbjerg5648,5
Varde68136,2
Billund2282,8
Vejle9582,2
Hedensted64137,1
Horsens114125,6
Fredericia65127
Kolding3234,4
Vejen2763,3
Haderslev2341,4
Sønderborg2432,4
Aabenraa1322,2
Tønder1129,5
Kilde: Statens Serum Institut