Lufthavnsejer efter SAS-fyringer: Billund skal nok overleve

Billund Lufthavns ambitiøse vækststrategi fortsætter, trods SAS-fyringer og en branche i knæ, mener socialdemokratisk bestyrelsesmedlem.

For knap to måneder siden indviede Billund Lufthavn en ny ankomsthal og præsenterede samtidig vækstplaner om at fordoble passagertallet til syv millioner om 20 år. I dag ser situationen noget anderledes ud i Danmarks næststørste lufthavn.

SAS har tirsdag morgen meddelt, at man fyrer 1.700 medarbejdere i Danmark, og tidligere på måneden kom det frem, at luftfartsselskabet Norwegians pilot- og kabineselskaber i Sverige og Danmark er begæret konkurs. Hundredvis af ansatte er sendt hjem med lønkompensation, og rejsebranchen er tvunget helt i knæ. 

quote

Virksomheden er ikke truet.

Søren Peschardt (Soc.dem.), bestyrelsesmedlem Billund Lufthavn

Selvom luftrummet over Billund Lufthavn er lige så tomt som over resten af verdens lufthavne, får det dog ikke hovedaktionæren i lufthavnen, Vejle Kommune, til at tvivle på mulighederne for Billund Lufthavn på lang sigt.

Socialdemokraten Søren Peschardt er en af Vejle Kommunes to medlemmer af bestyrelsen, og han erkender, at Billund Lufthavn er voldsomt udfordret, men det er en udfordring, han mener, den kan komme igennem. 

- Der er ikke grund til den store bekymring, hvis man tager de lidt lange briller på. Virksomheden er ikke truet. Soliditetsgraden er høj, vi har en stor egenkapital at tære på. Samtidig er der politisk velvilje til at holde lufthavnen i gang, siger han til TV SYD.

Billund Lufthavn

Ejerkommuner:

Vejle (34,3%), Kolding (25,9 %), Billund (15,0 %), Horsens (10,7 %), Fredericia (6,9 %), Hedensted (6,1%), Ikast-Brande (1,0 %) og Skanderborg (0,1 %). (Ejerandel) 

 

I bestyrelsen sidder blandt andre: 

Viceborgmester Søren Peschardt (Soc.dem.), Vejle
Byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen (R), Vejle
Borgmester Jørn Pedersen (V), Kolding
Borgmester Peter Sørensen (Soc.dem.), Horsens
Borgmester Jacob Bjerregaard (Soc.dem.), Fredericia
Borgmester Ib Kristensen (V), Billund

Strategi fortsætter

Lufthavnens ambitiøse fremtidsplaner bliver der ikke ændret det store ved, selvom Søren Peschardt godt er klar over, at det vil blive en udfordring at generere et overskud de kommende år.

- Vores visioner og planer for fremtiden ændres der ikke ved. Selvfølgelig kan der være noget praktik omkring nogle af planerne, som skal ændres en smule. Men jeg er sikker på, at rejseaktiviteten bliver højnet igen. Det tager måske noget længere tid end i andre brancher, men på den lange bane vil lysten til at rejse ikke forsvinde. Tværtimod, mener han.

Direktør: Dybt tragisk

SAS’ fyringer vil også berøre Billund Lufthavn, hvorfra selskabet normalt flyver til både Stockholm, Oslo og København.

Det er en ærgerlig direktør Jan Hessellund, der i dag modtog den triste nyhed om de mange fyringer i SAS.

- Det er dybt tragisk, og det vidner jo om, hvordan vi i branchen er slået helt tilbage. Det er meget beklageligt, at en partner som SAS er nødt til at foretage sådan et træk som det her, siger han til TV 2 og tilføjer:

- Hvad det har af konsekvenser for os, kan vi ikke sige noget om endnu. Det er ekstremt usikkert og også meget frustrerende, mener han.

Billund Lufthavn er ejet af otte kommuner med forskellig ejerandel. Vejle Kommune ejer 34,3 %, mens Kolding og Billund kommuner ejer henholdsvis 25,9 og 15 %.