Luk barerne tidligt og få færre slagsmål: Alligevel tøver kommuner

En ny undersøgelse af kriminalitet under coronakrisen viser, hvor meget volden begrænses, når nattelivet er lukket.

Hvis barer, værtshuse og diskoteker lukkede tidligere, ville der være mindre vold. Og jo tidligere jo bedre. Det er en læring, vi kan tage med videre fra coronakrisen.

En ny undersøgelse viser, at der blev anmeldt 31 procent færre voldstilfælde end forventet i ugerne fra nedlukningen af landet til første fase af genåbningen - en periode hvor nattelivet var helt lukket ned. 

Og faldet skyldes især det lukkede natteliv, vurderer Det Kriminalpræventive Råd, der står bag undersøgelsen sammen med Syddansk Universitet og Syd- og Sønderjyllands Politi. 

 

Folkene bag undersøgelsen peger samtidig på forskning fra Norge, der viser, at for hver time udskænkningsstederne sælger alkohol, øges volden med 16 procent. I runde tal vil det sige, at hvis man lukker klokken 02.00 i stedet for klokken 05.00, vil man kunne halvere volden i nattelivet.

Unge går for sent ud

I Esbjerg har barer og diskoteker lov til at holde åbent til klokken 06.00, og det endda med en ekstra halv time til at få lempet gæsterne ud af døren.

Her bevillingsnævnet åbent over for at kigge på lukketiderne.

- Det har vi snakket rigtigt meget om allerede inden corona-nedlukningen. Det kunne være rart at få de unge til at gå lidt tidligere i byen, fortæller Henrik Vallø, der er formand for bevillingsnævnet og medlem af Esbjerg Byråd for Borgerlisten.

Problemet er, at vore dages unge som sagt først går i byen efter midnat, og som Henrik Vallø siger, så kan diskotekerne jo ikke lukke klokken 02.00.

- Det har helt tydeligt betydning, hvornår der bliver lukket. Vi havde et morgenværtshus, der samlede op, når diskotekerne lukkede, og da det så blev nedlagt, så blev der meget mindre ballade, siger Henrik Vallø.

- Det er bare svært at gøre noget ved. Hvis vi vidste, hvordan man fik unge til at gå tidligere ud, ville vi have gjort det. Klokken 02.00 ville være fint for mig, men det er ikke noget, man bare lige gør.

Vejle vil ikke lukke tidligere

I Vejle lukker barer og diskoteker klokken 05.00, men restauratørerne har længe ønsket at få det udvidet til klokken 06.00.

Det har de ikke fået lov til af bevillingsnævnet, der er myndighed på området. Til gengæld har bevillingsnævnet ikke overvejet at indskrænke åbningstiden.

- Hvis vi forlangte, at de skulle lukke klokken 02.00, ville vi ikke have nogen diskoteker, siger Morten Skovlund,  der sidder i bevillingsnævnet og i Vejle Byråd for Socialdemokratiet.

Samtidig frygter han, at festerne vil flytte andre steder hen.

- Det kan vi ikke styre. Hvis vi lukker klokken 02.00, så flytter festen, larmen og drikkeriet ud i parker, på pladser, i villahaver og sommerhusområder. Nu har vi det på et sted, Dæmningen i Vejle, siger Morten Skovlund.

- Men jeg vil gerne være med til at diskutere, hvordan man kan begrænse unges drikkeri og begrænse volden, siger Morten SKovlund.

Alt ved det gamle

Poul Jørgensen, der ejer Hotel Hedegården i Vejle og sidder i bevillingsnævnet for Horesta, restauratørernes brancheforening, er på den ene side begejstret.

- Det kunne da være skønt, hvis de unge startede noget tidligere, så vi kunne lukke noget tidligere. Så skulle personalet heller ikke gå klokken 07.00 om morgenen og rydde op, siger han.

På den anden side er han resigneret.

- Man kan jo håbe, at de/vi lærer af det her, men desværre tror jeg, at det hele vender tilbage til det  gamle, fortæller Poul Jørgensen.