Lys i vinduerne: Sådan markeres 75-året for befrielsesdagen i coronatid

Traditionen tro sætter danskerne lys i vinduerne 4. maj. I år er 75-året for Danmarks befrielse, og selvom coronavirussen har aflyst mange begivenheder, stopper det ikke markeringen af befrielsesdagen.

I den lille by Gammel Højen, få kilometer syd for Vejle, vil en anderledes lystænding markerer 75-året for Danmarks befrielse. Byens 106 meter høje tårn vil lyse byen op. Der vil være lys i tårnets 29 etager, og det vil derfor være muligt at se tårnet på flere kilometers afstand.  

Sidst, der var lys i det gamle tv-tårn, var i 1995 ved fejringen af 50-året for befrielsen, fortæller Kent Jensen fra Egtved til Vejle Amts Folkeblad.  

På Facebook deler medlemmer af gruppen, Lys i Højen tårn 4. maj 2020, ud af billeder og minder om tårnet fra 1963, der i dag bliver brugt af blandt andre TDC.

Lys på kaserner

Danmarks befrielsesdag bliver også markeret andre steder i det syd- og sønderjyske mandag aften. Hvert år bliver befrielsesaftenen markeret med Haderslev Lysfest. Arrangementet plejer at trække 10.000 mennesker til kasernepladsen og er den største markering i Danmark. Men grundet coronavirussen er arrangementet aflyst.

Der vil i stedet blive tændt stearinlys i vinduerne på Haderslev Kaserne, Dannebrog hejses og Forsvarsministeren, Trine Bramsen, vil besøge kasernen.

Længere sydpå på Sønderborg Kaserne vil stearinlys også lyse vinduerne op. Hele 544 levende lys bliver fordelt i nordlige og sydlige bygninger, som kan ses ud mod Alssund og op mod Sønderborg Sygehus.

Fra kasernens flagtårn vil Dannebrog være synligt mandag aften.  

Håb i coronatid

På Koldinghus bliver 75-året for Danmarks befrielse også markeret. Mandag aften vil levende lys blive tændt, så koldingenserne kan se slottet lyse op.

Lysene kan bruges til mere end markeringen af 4. maj, mener kommunikations- og publikumschef hos Koldinghus, Nanna Ebert.

- Især i denne coronatid vil vi gerne være med til at signalere over for borgerne i byen, at vi er her. Vi håber, at de mange lys i vinduerne kan give lidt håb og en følelse af fællesskab og frihed, siger hun til JydskeVestkysten.