Mange tyskere afvises ved grænsen - de vil have bilen med til Sild

Antallet af afviste ved den danske grænse er steget voldsomt de seneste dage.

Normalt kan man tælle de afviste ved den dansk-tyske grænse på en enkelt hånd, men de seneste dage er antallet af afviste nærmest eksploderet.

Syd- og Sønderjyllands politi har det seneste døgn afvist hele 313 ved grænsen. Mange af dem er ifølge politiinspektør Brian Fussing tyskere, der kun har ét formål: nemlig at køre hen over dansk jord for at komme til den tyske ø Sild i Vadehavet.

quote

Vi forudser her op til Kristi himmelfartsferien, at der vil være et stigende antal tyskere, der vil til Sild på denne måde.

Brian Fussing, politiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vi har de seneste dage oplevet, at et stigende antal tyskere har ønsket at køre igennem Danmark alene for at benytte sig af færgeoverfarten fra Rømø til Sild, siger han til TV SYD.

Udenlandske statsborgere - herunder tyske statsborgere, der vil til den tyske ø Sild i Vadehavet - må ikke køre i transit gennem Danmark - altså fra den danske grænse til Havneby på Rømø og derfra videre til Sild med færgen. Det er en praksis, mange tyskere ellers normalt benytter sig af i ferietiden.

- Vi formoder, at det er for at få bilen med derover uden at skulle med biltoget fra Niebøll, siger Brian Fussing, der er chef for Udlændingekontrolafdelingen (UKA Vest) i Padborg.

Hvis man vil køre helt til Sild uden at skulle ud af sin bil, er Rømø eneste mulighed

Rejser man fra Tyskland er man tvunget til at tage biltog, tog eller fly.

Pres på Kristi himmelfartsferien

Fra Rømø sejler færgen eksempelvis 11 gange fra Havneby til List på torsdag, som er Kristi himmelfartsdag. Turen tager cirka 40 minutter.

- Vi forudser her op til Kristi himmelfartsferien, at der vil være et stigende antal tyskere, der vil til Sild på denne måde. Men vi betragter det ikke som et anerkendelsesværdigt formål at køre ind i Danmark med den begrundelse, siger han.

Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejder med deres tyske kolleger for at udbrede budskabet syd for grænsen.