Mette Frederiksen: Der kommer ændringer i vaccineprogram

Statsminister Mette Frederiksen (S) varsler ændringer i vaccineprogrammet, da hun mandag er med til genåbningen i Helsingør.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varsler ændringer i vaccineprogrammet.

Det siger hun mandag i Helsingør, hvor hun besøger byen på førstedagen for den gradvise genåbning af samfundet med lempelser for blandt andet butikker.

- Vaccinationsplanen hedder på et tidspunkt 65 år. Der kan jeg i dag godt sige, at 65 er sat for højt, når vi kigger på, hvem der er i risiko for indlæggelse og mere alvorlig sygdom. Der skal vi ned under 65. Givet til 50.

- Men det skal myndighederne nok melde mere konkret ud om, siger hun.

OVERBLIK: Mette Frederiksens coronavendepunkt er udskudt en måned

Her kan du læse statsministerens udmeldinger:


* 1. januar - Nytårstalen.


- Vinteren bliver hård. Men for hver uge der går, vil stadig flere danskere være vaccineret. Påskedag er i år 4. april. Her vil årstiden igen hjælpe os. Vi vil være nået langt med vaccinationerne.


- Jeg tror, jeg håber, at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke en afslutning, men et vendepunkt, siger hun.


* 22. februar - Måske bliver april ikke vendepunkt alligevel.

- Jeg sagde i min nytårstale, at januar og februar ville teste vores udholdenhed. Jeg tror, at marts - og måske april - kommer til at teste vores tålmodighed, skriver statsministeren på Facebook.


* 23. februar - Forbehold for april.

- Der er en række forbehold for beregningerne, der særligt efter midten af april bliver mere usikre, men det skønnes, at antallet af indlæggelser vil fortsætte med at stige, inden kurven knækker.


- Situationen fra april vil være anderledes. Blandt andet fordi flere er vaccineret - både blandt de ældre og sårbare og blandt personalet i sundhedsvæsenet - og fordi sæsonen skifter, skriver statsministeren på Facebook.


* 26. februar - Vendepunktet er massiv oprustning på vacciner.

- Forhåbentlig er vi et sted midt i maj, hvor vi har et meget mere åbent Danmark, end vi har nu. Og det regner jeg også med.


- Der er et springende punkt, når alle dem, der er i primær risiko, er vaccineret. Når vi har fået alle dem vaccineret, står vi i en anden situation, siger hun foran Øksnehallen i København, hvor der massevaccineres.


Efter planen vil alle ældre og særligt sårbare være vaccineret til maj. Det er de grupper, der lider mest og er i størst fare for at dø, hvis de får covid-19. Og det kan meget vel være her, at vaccinationerne har gjort det muligt at vende tilbage til et tæt på normalt liv, lyder det.


* 1. marts - Oppositionsleder håber også på maj.

- Nu håber jeg, at man vil lytte og ikke bare feje uenigheder af bordet. Og det er mit indtryk, at uenigheden på den lange bane egentlig ikke er så voldsomt stor, siger formand Jakob Ellemann-Jensen (V) før drøftelser om langsigtet genåbning.

Han mener, at hele samfundet som udgangspunkt kan være åbent i maj, hvis alle over 50 år og de særligt sårbare er vaccineret. Det tilslutter Frederiksen sig.


Ellemann mener, at Danmark kan åbnes gradvist hver 14. dag, såfremt der er styr på smitten.

Sundhedsstyrelsen har inddelt befolkningen i 12 målgrupper, og overordnet bliver befolkningen tilbudt vaccination i en bestemt rækkefølge, hvor personer i plejeboliger var de første til at få et stik i armen.

Mette Frederiksen uddyber ikke, hvilken målgruppe hun henviser til. Men i øjeblikket er der en målgruppe, som hedder 65-74 år, og som er nummer ni i vaccinationsrækkefølgen.

Det må antages at være den målgruppe, statsministeren henviser til. Den sidste målgruppe i rækkefølgen betegnes som "øvrige befolkning, fx segmenteret efter alder", og er altså personer i fra 16-64 år.

Forhandlinger mandag

Mandag indleder statsministeren i øvrigt de første bilaterale drøftelser for en langsigtet genåbningsplan af Danmark. I den forbindelse mødes hun med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som den første.

Han har udtalt, at hvis der er styr på smitten, så skal det danske samfund gradvist åbnes mere op hver 14. dag, og når kalenderen siger maj, skal hele samfundet som udgangspunkt åbnes helt op, hvis alle over 50 år og de særligt sårbare er vaccineret.

Til det siger Mette Frederiksen:

- Når vi når til det tidspunkt, hvor alle over 50 år er blevet vaccineret i Danmark, og alle dem der måtte være i risikogruppen på grund af anden sygdom, så er vi forhåbentlig i en helt anden situation, end den vi er nu.

- Det afhænger af, hvordan mutationerne udvikler sig. Men vi vil have et helt andet udgangspunkt, og det er det, vi arbejder ud fra.

I sin nytårstale havde Mette Frederiksen rettet blikket mod påsken som et afgørende vendepunkt. Men nu ser det fra flere sider altså ud til at blive maj, når vaccinerne er rullet mere ud til flere dele af samfundet.