Minkavler efterlyser dialog: - Vi har jo pelset vores dyr i mange år

Minkavler Arne Troelsen har savnet en dialog mellem regeringen og erhvervet forud for beslutningen om, at alle mink nu skal aflives.

For ti dage siden aflivede Arne Troelsens sine i alt 16.000 raske mink. Efter planen skulle han have haft pelset en del af dem i kommende weekend. 

- De var ikke klar til blive pelset på det tidspunkt, men vi havde planer om skulle starte her i weekenden. Dog kunne vi nok godt have startet allerede i dag eller i morgen, siger minkavler Arne Troelsen til TV SYD.

Der var ikke blevet konstateret coronasmitte på Arne Troelsens minkfarm, og dyrene viste ingen tegn på sygdom. Men fordi han lå inden for en radius på 7,8 kilometer til en coronainficeret farm, måtte han også aflive sine mink.

Efter statsministerens pressemøde onsdag eftermiddag står det nu klart, at alle mink i Danmark skal aflives. En udmelding der ifølge Arne Troelsen kommer meget pludseligt.

- Vi er noget rundt på gulvet. Det kom simpelthen som et lyn fra en klar himmel, siger Arne Troelsen.   

Efterlysning af bedre dialog

Ifølge Arne Troelsen havde man i avlskredsene håbet på, at man kunne have fundet en fornuftig løsning, hvor man kunne have aflivet dyrene på normalvis, og efterlyser dermed også en bedre dialog mellem beslutningstagerne og erhvervet.

- Vi har jo pelset vores dyr i mange år, så hvis vi minkavlere havde været inddraget mere i dialogen, kunne flere måske have nået at pelse og dermed have solgt skindet. Nu skal 14 millioner mink jo bare aflives hurtigst muligt, siger Arne Troelsen, der i ti dage har haft en tom minkfarm i Farre. 

Landbrug & Fødevarer: - Det har været en uskøn proces

Søren Søndergaard, der er nyvalgt formand for landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, kritiserer ligeledes den måde, situationen er blevet grebet an på.

- Det har været en meget uskøn proces, vi har været igennem de seneste par måneder. Og vi i erhvervet har været meget lidt involveret i, hvordan vi har kunnet hjælpe hinanden med at løse de udfordringer, vi står overfor, siger Søren Søndergaard, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Søren Søndergaard er nyvalgt formand og kritiserer ligeledes regeringens håndtering af situationen med minkfarmene.
Søren Søndergaard er nyvalgt formand og kritiserer ligeledes regeringens håndtering af situationen med minkfarmene.

Ifølge Søren Søndergaard kommer regeringens beslutning, om at der ikke må være mink i Danmark i hele 2021, til at have store konsekvenser for hele erhvervet - også i fremtiden. Formanden mener derfor, at det bør have en pris, når regeringen træffer så stor en beslutning.

- Nu har regeringen truffet det her valg om at aflive samtlige mink i landet, så må de også stå ved deres valg og være klar på, at der skal falde en erstatning til de berørte avlere, siger Søren Søndergaard til TV SYD.

Regeringens beslutningen, om at alle mink skal aflives, begrundes med, at coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. 12 personer er registeret smittet med den muterede coronavirus, og Statens Serum Institut har erfaret, at denne muterede virus har vist sig at reagere svagt overfor antistoffer, hvilket kan komme til at have en negativ påvirkning på udviklingen af en fremtidig vaccine.