Minkavlere er nu begyndt at søge krisehjælp

I 14 dage har minkavlere og pårørende kunnet ringe til en kriselinje i deres region.

Efter et længere og til tider rodet forløb kan landets minkavlere snart se en ende på deres erhverv. Det kan være en stor omvæltning, når et livsværk og levebrød forsvinder. Derfor har Region Syddanmark og Region Midtjylland oprettet en særlig hotline, hvor minkavlere og pårørende kan få krisehjælp.

quote

Allerede én time efter Region Syddanmarks pressemeddelelse blev offentliggjort, ringede den første pårørende ind.

Susie Kjærgaard, funktionsleder på Psykiatrisk Akutmodtagelse i Vejle.

Susie Kjærgaard er funktionsleder på Psykiatrisk Akutmodtagelse i Vejle. Det er her, opkaldene fra minkavlere i Region Syddanmark ender. På de første fjorten dage har syv taget imod regionens tilbud.

- Allerede én time efter vores pressemeddelelse blev offentliggjort, ringede den første pårørende ind. Hun vidste, at der nok ville komme en reaktion, når de var færdige med at slå minkene ned efter mange dages intenst arbejde, fortæller Susie Kjærgaard.

Når de får minkavlere eller pårørende i røret, oplever medarbejderne, at de efterspørger alt fra råd til praktik, forebyggelse til bekymringer om selvmord.

- Vi er opmærksomme på, om de måske skal ind til os på akutmodtagelsen. Vi er en uvisiteret skadestue, så alle kan komme her ind uden at blive set af en læge først. Det ved man ikke nødvendigvis som almindelig borger, hvis man aldrig har brugt det, siger Susie Kjærgaard.

Bag krisehjælps-telefonerne sidder psykologer, læger, sygeplejersker og præster, som sidder parat med rådgivning og behandling. De skal være klar til, at et helt erhverv potentielt får ondt i livet.

- Når det er så mange mennesker, vi taler om, har vi valgt at oprette en helt særlig linje, hvor de kan komme i kontakt med os. Vi er helt sikre på, at der er nogen, der har brug for hjælp, fortæller lægefaglig direktør Anders Meinert Pedersen ved Psykiatrien i Region Syddanmark.

Psykiatrisk Akutmodtagelse Vejle
Foto: Jeppe Vestergaard Jensen, TV SYD

Nu er telefonen for alvor begyndt at ringe

I kriselinjens første tid var der ikke ret mange henvendelser på telefonerne. Det er dog ved at ændre sig, kan de mærke i psykiatrien. Det har dog ikke betydet, at regionen har været nødsaget til at sætte ekstra ressourcer af til kriselinjen.

- Vi har allerede et døgndækkende beredskab, der altid står parat. Derudover har vi et bagvedliggende beredskab, som vi kan aktivere, hvis der er behov for det. På den måde kan vi sætte rigtig mange aktiviteter i gang, fortæller Anders Meinert Pedersen.

Indtil videre har syv minkavlere og pårørende henvendt sig til krisetelefonen. Det antal forventer Region Syddanmark vil stige den kommende tid.

- Når de bliver helt færdige ude på minkgårdene, så forventer vi, at der kommer en reaktion. Det tror jeg, vi kommer til at mærke her, fortæller Susie Kjærgaard.