Mor vil gerne have klar besked: Skal vi flytte konfirmationen endnu en gang?

Alle konfirmationer er flyttet til senere på året. Kan de overhovedet afholdes, hersker der en del tvivl om.

Artiklen er opdateret med statsminister Mette Frederiksens kommentar fra dagens pressemøde i Statsministeriet.

15-årige Liv Thomassen skulle egentlig have været konfirmeret den 8. maj i år. Men på grund af coronavirus er datoen for hendes konfirmation flyttet til 30. august, hvor hun håber at få lov til at gå ind i de voksnes rækker i Horsens Klosterkirke.

quote

Vi vil jo bare gerne vide, om større forsamlinger betyder, at vi må være 50 mennesker samlet.

Lene Thomassen, mor til konfirmand, Horsens

Det er lykkedes hendes forældre og Scandic Bygholm Park, hvor festen efterfølgende skal holdes, at rykke rundt på det hele. Men alligevel savner Livs mor, Lene Thomassen, svar på, om det til august er muligt at samle ca. 50 gæster, når det lige nu kun er lovligt at forsamles ti eller færre mennesker af gangen.

- Statsminister Mette Frederiksen siger jo, at der ikke må finde store forsamlinger sted til og med august. Så hvor står konfirmanderne, der fik deres dag udsat til august, nu, spørger hun.

Datteren Liv vil i august gå i 9. klasse, og hendes mor savner bedre information om, hvad “store forsamlinger” betyder i denne sammenhæng.

- Jeg er bekymret over, om vi bliver nødt til at udskyde igen. Jeg savner bedre kommunikation omkring det her og synes, at man skylder at fortælle, om vi kan holde fest eller ej, uddyber hun over for TV SYD.

quote

Så snart vi er klar med det, skal vi nok præsentere det. Jeg ved godt, at der er mange, der efterspørger det ude i sommerlandet.

Mette Frederiksen (Soc.dem.), statsminister

Alt var klappet og klart til konfirmationen i maj. Både sange, flag og salmebog var forsynet med Livs navn og datoen 8. maj. 

- Vi vil jo bare gerne vide, om større forsamlinger betyder, at vi må være 50 mennesker samlet, som vi har tænkt os. Det kunne være rart at vide, hvad større forsamlinger er, siger Lene Thomassen.

Provst: Det skærer i hjertet

18. marts meldte Kirkeministeriet og biskopperne ud om, at konfirmationerne først kunne afholdes efter pinse. Det vil sige, at festlighederne tidligst kunne blive holdt i juni måned. Om august er så tilpas langt ude i fremtiden til, at man helt sikkert kan holde festen, kan Lene Thomassen ikke få et klart svar på. 

De enkelte sogne sider nu med ansvaret for, hvornår årets konfirmation skal finde sted. I Horsens Klostersogn, hvor Liv Thomassen skal konfirmeres, blev det besluttet at rykke alle konfirmationer til august og september i håbet, at man til den tid kan holde konfirmation med lige så mange mennesker, man vil. 

- Lige nu kan vi ikke sige noget som helst. Worst case kan vi være ude i, at vi slet ikke må forsamles. Best case drømmer vi om, at vi til den tid må mødes i ubegrænset tal. Vi vil frygteligt gerne give klart svar, men det kan vi ikke. Vi lever som resten af samfundet uden viden om netop det, siger Annette B. Bennedsgaard, provst i Horsens Provsti og uddyber: 

- Jeg kan sagtens forstå morens bekymringer. Det skærer jo i hjertet ikke at kunne give klar besked. Men usikkerheden kan vi ikke fjerne. Vi er alle i samme båd, og jeg vil sige til hende, at hun ikke kan andet end bruge sin skønsomhed, siger Annette Bennedsgaard. 

I mange sogne har man valgt at udskyde konfirmationen til juni, men i Horsens valgte man bevidst ikke juni. 

- Det var for ikke at skulle skuffe konfirmanderne og deres familier endnu en gang. I håbet om, at Danmark ligner sig selv lidt igen til efteråret, siger hun til TV SYD.

Biskoppen uden for indflydelse

Heller ikke biskoppen for Aarhus Stift, hvor Horsens hører under, kan være mere præcis i sine udmeldinger.

- Jeg ville også rigtig gerne have en udmelding om, hvordan det ser ud i august, og jeg ville rigtig gerne kunne informere forældrene noget bedre. Men det er statsministeren, der bestemmer det. Det er uden for min indflydelse, siger Henrik Wigh-Poulsen, biskop Aarhus Stift, til TV SYD.

Han forstår godt forældrenes, konfirmandernes og præsternes behov for retningslinjer. 

- Det har vi alle. Men vi befinder os som bekendt i en nødsituation, hvor ingen af os aner, hvad der venter henne om hjørnet, og hvor vi derfor er nødt til at agere i henhold til de retningslinjer, myndighederne udstikker, siger han.

Scandic skubbede 42 konfirmationer

På Scandic Bygholm Hotel har den første udskydelse af konfirmationer skabt en del ekstraarbejde på linje med bryllupper og andre fester, der pludselig måtte findes en anden dato til.

Direktør Thomas Oest følger myndighedernes udmeldinger og afventer næste udmelding fra statsminister Mette Frederiksen.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der til august åbnes for, at man kan forsamles flere end ti personer ad gangen. Men vi retter os selvfølgelig efter myndighedernes retningslinjer og afventer næste udmelding fra statsministeren, siger han til TV SYD.

Bygholm Scandic har skubbet 42 konfirmationer fra maj til august og september. Samtidig er en del bryllupper og andre fester skubbet i et omfang, hvor der allerede nu ikke er flere ledige datoer i august og september næste år.

Hotellet er indtil videre lukket indtil og med april, men er om alt går vel klar til at beværte Liv og hendes familie den 30. august.

På tirsdagens pressemøde i Statsministeriet kom statsminister Mette Frederiksen Lene Thomassen lidt i møde. Statsministeren erkendte, at regeringen skylder et konkret svar på, hvordan "store forsamlinger" skal forstås.

- Så snart vi er klar med det, skal vi nok præsentere det. Jeg ved godt, at der er mange der efterspørger det ude i sommerlandet, sagde hun