Musikers koncertdrøm knust af corona - så udgav hun bare endnu et album

Emma Hørlyck skulle lige nu have været ude og optræde med sit debutalbum, hun udgav for to måneder siden. Det satte coronavirussen en stopper for. I stedet har hun brugt tiden på at udgive endnu et album.

Det har været noget af en rutschetur, musikeren Emma Hørlyck fra Vamdrup har været på, siden Danmark lukkede ned.

I slutningen af februar udgav hun sit debutalbum, men allerede få uger senere måtte hun aflyse ni forårskoncerter, hun skulle have spillet rundt i Danmark på grund af coronavirus.

Emma Hørlyck på scenen, da hun stadig måtte optræde
Emma Hørlyck på scenen, da hun stadig måtte optræde
Foto: Privat

– Det har været en drøm, jeg har haft i vildt mange år. Endelig havde jeg realiseret den, men så kom corona og aflyste en hel del, fortæller Emma Hørlyck.   

I stedet blev den pludselige fritid brugt på at lave en to'er til det album, hun skulle have været rundt og optræde med. 

Fra musikhus til hjemmestudie

Det nye album hedder 'Klar, parat, restart'. Sangene derpå handler om alle de tanker, som fylder hos Emma Hørlyck under corona-tiden.

quote

Sangene handler om de følelser, vi alle står med lige nu.

Emma Hørlyck, musiker, Vamdrup

– Lige da Danmark lukkede ned, var jeg selvfølgelig helt vildt ked af det og sur. Jeg havde lyst til at skrige eller smadre noget, siger hun.

Sangskrivningen blev hendes måde at skrige sine frustrationer ud. 

Det første album blev indspillet i Musikhuset i Aarhus med strygere og blæsere. Album nummer to er indspillet på Emma Hørlycks eget værelse med et klaver og en mikrofon. Den simpleste sang er en lydoptagelse fra hendes iPhone.

– Generelt kan jeg godt lide det skrøbelige og uperfekte. Det, synes jeg bare, gav vildt god mening til de her sange, fordi de handler om de følelser, som vi alle står med lige nu, siger Emma Hørlyck.

Emma Hørlycks hjemmestudie er noget lidt andet en Aarhus' musikhus
Emma Hørlycks hjemmestudie er noget lidt andet en Aarhus' musikhus
Foto: Privat

Følelserne kan genkendes

Emma Hørlyck håber, at hendes album kan være med til, at vi begynder at tale om alle følelserne.

– Jeg tror, vi alle kan genkende følelsen af at være i krise på en eller anden måde i den her periode, siger hun og fortsætter:

– Bare det, at der er en, der sidder og måske siger: "Det er præcis den følelse, jeg står med, men som jeg ikke kunne sætte ord på", så er det, det hele værd, siger musikeren fra Vamdrup.