Nat uden overtrædelse af forsamlingsforbud

Den første nat med officielt forbud på at samles mere end 10 personer har ikke givet problemer i de to lokale politikredse.

Både Sydøstjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi har haft ekstra patruljer på gaderne natten til torsdag for at vejlede om - og håndhæve - det midlertidige forbud mod, at flere end 10 personer er samlet til bl.a. begivenheder og arrangementer. 

Vagtcheferne kan torsdag morgen ved 06-tiden give enslydende meldinger om, at politiet ikke har oplevet brud på reglerne.

- Det har været en meget stille nat, som tilfældet har været siden statsminister Mette Frederiksen kom med sin opfordring, som i går blev til lov. Folk holder sig i ro og holder ikke længere fester om natten i private hjem, siger vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.