Normalen trænger sig på i bussen

Buspassagerer i Horsens og Hedensted kan igen bruge fordøren, når de skal ud at køre med Midttrafiks busser. Endnu en coronaregel bliver nu droppet samtidig med, at samfundet åbner mere og mere.

I takt med at corona-krisen stille og roligt slipper sit tag i vores hverdag, åbner samfundet mere og mere. Det samme kan man sige om dørene i busserne hos Midttrafik. Fra i dag kan passagererne igen bruge fordøren, når de skal ind i busserne. Buschaufførerne lukker samtidig flere passagerer ind i bussen, og brugen af fordøren til indstigning og udstigning bagi vil sikre et bedre flow, lyder det fra busselskabet.

- Når vi åbner fordøren i busserne, skaber vi et bedre kundeflow med mindre risiko for, at kunderne klumper sig sammen. Der er stadig behov for, at kunderne hjælper sig selv og andre med rette adfærd, så alle trygt kan rejse med bussen, siger Midttrafiks direktør Jens Erik Sørensen.

Flere passagerer på bussen

Myndighederne har samtidig ændret på retningslinjerne, så det er muligt at tage flere passagerer med i busserne. Det betyder, at det tilladte antal passagerer i Midtrafik-busser nu er cirka 40 personer i en almindelig bus, cirka 55 i en mellemstor bus og cirka 65 passagerer i en ledbus.

Busselskabet opfordrer stadig sine passagerer til at efterleve reglerne om at sætte eller stille sig ved siden af hinanden og ikke overfor hinanden. Kontantbetaling er stadig ikke en mulighed, når man skal en tur med bussen. Her er det stadig rejsekort eller for eksempel køb af billetter på nettet, der anbefales.

- Kunderne skal stadig passe på sig selv, og de skal passe på andre, især de kunder, der er i risikogruppen. Vi opfordrer til, at kunderne bruge håndsprit i busserne, holder afstand, vender samme vej og i øvrigt overholder myndighedernes anbefalinger for at undgå smitte med coronavirus, lyder det fra Midttrafik-direktøren.

Gode råd til busrejsen

- Hold afstand ved stoppesteder og i bussen

- Respekter det tilladte antal passagerer

- Sid eller stå med ansigtet i køreretningen

- Medbring din egen håndsprit og sprit af før berøring af kontaktpunkter, fx stopknap

- Følg myndighedernes anbefalinger

 

Kilde: Midttrafik

Der vil stadig være fokus på ekstra rengøring, når busserne holder i garageanlægget. Og fra næste uge vil passagererne også opleve, at der kommer rengøringspersonale i busserne ved store stoppesteder og stationer for at  give busserne en ekstra omgang rengøring i løbet af dagen.

Sydtrafik bruger også fordørene

Hos bustrafik-kollegerne i Sydtrafik har passagererne siden mandag den 8. juni kunne glæde sig over at springe på bussen via fordøren. Også her er den tilladte mængde af passagerer steget. For godt en måneds tid siden blev den tilladte mængde af passagerer i en Sydtrafikbus øget fra 50  til 70 procent af bussens normale kapacitet. Så her trænger de normale tilstande sig også på.