Nu åbner også Koldings plejehjem for besøg

Nye retningslinjer for besøg hos de ældre på plejehjem gør, at Kolding nu også tillader besøg.

Fredag blev der afsat 165 millioner kroner til, at ældre på plejehjem igen kan få besøg af deres familie, samtidig med at de skærmes for smitte. Med pengene følger også de retningslinjer, som nogle af de kommuner, der endnu ikke har åbnet for muligheden, har efterlyst. Blandt andet i Kolding, hvor det fra lørdag morgen atter er muligt at aflægge besøg på kommunens plejehjem.

quote

Vi har set frem til det denne melding, fordi det har været et stort ønske fra pårørende og ældre.

Jørn Pedersen (V), borgmester, Kolding

En afgørelse, der glæder Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

- Vi har set frem til det denne melding, fordi det har været et stort ønske fra pårørende og ældre. Så det er dejligt, at den endelig kommer, siger han til TV SYD.

Sygdomsfri i 48 timer

I modsætning til eksempelvis Hedensted Kommune, som allerede har givet pårørende lov til at besøge deres ældre på plejehjem, har Kolding Kommune haft et forbud på området. Kommunen har efterspurgt retningslinjer for den praktiske udførelse af udendørsbesøgene fra Folketinget og Sundhedsstyrelsen, før den ville åbne for besøg, og de er nu kommet.

For at begrænse smitterisikoen skal en række retningslinjer følges. Det bliver blandt andet muligt for alle at få besøg op til tre gange om ugen, men man skal være symptomfri i 48 timer før besøg. Hvert besøg må vare ca. en halv time.

Plejehjem hårdt ramt

For en måneds tid siden oplevede kommunen et mindre udbrud af coronasmitte på plejehjemmet Vonsildhave. To beboere afgik ved døden, og en medarbejder på plejehjemmet blev smittet med covid-19. Beboerne er døde med covid-19 i kroppen, men det er ikke angivet som dødsårsagen.

Sønderborg åbner også

Også i Sønderborg kan de ældre nu også få besøg af deres pårørende. På onsdagens møde i social- og seniorudvalget blev det besluttet, at det allerede fra denne uge træder i kraft. Her er det indledningsvis tilladt med to ugentlige besøg.