Nu kan du få medicin leveret ind ad bilruden

Apoteket i Egtved er begyndt at aflevere bestilt medicin ind ad kundernes bilrude. På den måde slipper kunderne for at gå ind på apoteket og udsætte sig selv for smitterisiko.

I et forsøg på at mindske risikoen for spredning af coronavirus tilbyder Egtved Apotek nu medicin to-go. På den måde kan kunderne blive siddende i bilen på parkeringspladsen foran apoteket og vente på at få deres medicin ind ad bilruden.

Rikke Hasring arbejder på Egtved Apotek. Hun er en af dem, man kan møde gennem bilruden, hvis man bestiller medicin fra dinapoteker.dk

- Det kan hjælpe vores udsatte kunder, der vil have mindst mulig kontakt i øjeblikket. Så i stedet for, at de skal ind på apoteket, kommer vi ud til deres bil, siger Rikke Hasring til TV SYD.

Rikke Hasring er farmakonom på Egtved Apotek.
Rikke Hasring er farmakonom på Egtved Apotek.
Foto: Rasmus Jensen

Det er særligt mennesker i risikogruppen, der indtil videre har benyttet sig af tilbuddet - ældre mennesker og de, der allerede lider af en sygdom. Konceptet har været i gang i en uges tid, og kunderne er glade.

- Der er mange, der har benyttet sig af det. De er glade for, at de har muligheden, så de ikke behøver at komme ind og stå i kø, siger Rikke Hasring.

Idéen kommer fra Hobro

Indehaveren af Egtved Apotek er Peter Merrild. Han fik idéen fra et apotek i Hobro.

- Da Danmark begyndte at lukke ned, kunne vi se, at der faktisk kom flere kunder på apoteket, end der plejer. Vores faglighed sagde os, at det ikke gik, siger Peter Merrild.

Han ejer også to apoteker i Vejen, hvoraf det ene også tilbyder medicin to-go.

- Det kræver, at vi kan holde øje med parkeringspladsen, og det kan vi fra det ene af vores apoteker i Vejen, siger Peter Merrild til TV SYD.

Nu behøver man ikke at forlade sin bil for at hente medicin på Egtved Apotek.
Nu behøver man ikke at forlade sin bil for at hente medicin på Egtved Apotek.
Foto: Rasmus Jensen

Apoteket tilbyder medicin to-go gratis til alle og ikke kun for syge eller ældre. Men hvor længe apoteket tilbyder at aflevere medicinen på parkeringspladsen afhænger af, hvor længe epidemien står på.

- Vi bliver ved, så længe vi kan se, at der er et behov for at have så lidt fysisk kontakt som muligt. Men vi vil jo helst have folk ind i vores butik, så vi kan give dem den service, vi plejer at give, afslutter Peter Merrild.

Konceptet er dog ikke nyt. Der findes allerede såkaldte drive-in apoteker i byer som Kolding, Horsens og Børkop.