Nu kan forældre selv tjekke svaret på barnets coronatest

Som noget nyt behøver forældre ikke længere ringe til lægen for at få svar på børnenes covid-19 test.

Indtil i dag skulle forældre ringe til egen læge for at få svaret på deres børns covid-19 test. Nu er det ikke længere så besværligt.

Forældre kan nemlig blot logge ind på Sundhed.dk med eget nem-ID for at tjekke både eget og børnenes testsvar.

Tidligere var det kun muligt for forældre at få oplyst barnets covid-19 prøvesvar ved at ringe til egen læge. Men i juli måned i år gav Sundheds- og Ældreministeriet med en ændring i Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbudt test for coronavirussygdom 2019 mulighed for, at børns prøvesvar blev gjort digitalt tilgængelige for forældremyndighedsindehaver via sundhed.dk.

- Det får stor betydning for mange familiers hverdag, at man som forælder nu selv kan tjekke sit barns corona-prøvesvar på sundhed.dk. Stor ros til sundhed.dks medarbejdere og alle andre, der bidrager til at udvikle vores testsystem, hvor titusindvis af test tages hver dag og svar skal frem, siger formand i Danske Regioner og Region Syddanmark, Stephanie Lose, Venstre, i en pressemeddelelse.