Nu kommer der kodelås på grænsebommen

På en række af de lukkede grænseovergange langs den dansk-tyske grænse bliver det nu muligt for landmænd at passere grænsen. Men kun hvis de kender koden.

Politiet imødekommer nu de landmænd, der har jord på begge sider af grænsen.

Siden de fleste grænseovergange er blevet lukket, har det været nærmeste umuligt for landmændene at passere grænsen.

Men nu bliver det muligt, efter at der er lavet en aftale mellem Syd- og Sønderjyllands Politi, tysk politi og de to kommuner Aabenraa og Tønder.

Planen er at opsætte grænsebomme med en kodelås, så landmændene får mulighed for at komme over på den anden side af grænsen med deres landbrugsmaskiner og med dyr.

Landmændene kan med den ny løsning igen benytte fem af de mindre grænseovergange. Det gælder Færisten mellem Siltoft og Rudbøl, Beierskro, Pebersmark, Sofiedal og Vilmkjær. 

Syd- og Sønderjyllands Politi forventer, at løsningen bliver klar sidst i denne uge.

10 af de 14 grænseovergange blev lukket den 14. marts, da Danmark igen indførte grænsekontrol.

Ved bl.a. Pebersmark er vejen spærret.
Ved bl.a. Pebersmark er vejen spærret.
Foto: Jakob Schiødt-Pedersen