Ny app til restauranter hitter under coronakrisen

To mænd fra Esbjerg har lavet en app, der gør restaurantbesøget mere sikkert, når cafeer og restauranter åbner igen.

Der skal holdes afstand og tælles gæster på landets cafeer og restauranter, når de igen må åbne den 18. maj.

Et restaurant- eller cafebesøg bliver ikke ligesom før coronavirussen lukkede Danmark ned. Nye krav til sikkerheden har derfor fået serveringsstederne til at tænke i nye baner.

Det er til to app-udviklere fra Esbjergs held. Deres app Horago er ekstra populær i tiden, da den kan være med til at minimere interaktionen mellem kunder og fx tjenere, da bestillingen foregår via appen på telefonen.

- Vi oplever stor travlhed i øjeblikket. Lige nu har vi cirka tre til fire restauranter eller cafeer, der gerne vil oprettes i vores system hver eneste dag. Før coronakrisen var der cirka én om dagen. Der er tryk på, må man sige, fortæller indehaver René Gadeberg.

Det fysiske menukort er væk 

Appen går i al sin enkelthed ud på, at de besøgende kan bestille og betale for deres mad over appen. Herefter kommer en tjener ned med maden til bordet.

- Når gæsterne ikke skal røre ved et menukort og ikke behøver at trykke på en dankortterminal, så øger restauranterne sikkerheden for deres kunder. Det kan vi mærke, de meget gerne vil signalere overfor deres kunder, siger Rene Gadeberg.

Den øgede travlhed er de selvfølgelig glade for i virksomheden, selvom det er på en trist baggrund.

- Forretningsmæssigt er det fantastisk for os. Vi er lykkelig for at have travlt, men vi er også klar over, at mange af vores kunder er pressede og usikre. Derfor er vi glade for, at vi også kan hjælpe dem med at komme sikkert og godt igang igen, siger Rene Gadeberg.