Ny corona-chatbot skal aflaste lægerne

En digital vurdering af dit helbred er på vej. Den skal hjælpe med at afgøre, om du skal ringe til lægevagten, akuttelefonen eller blive hjemme.

- Hej, jeg er et lille program, der skal hjælpe dig igennem en vurdering af mulige coronavirus-symptomer, og hvordan du skal forholde dig.

Sådan skriver en ny corona-chatbot, når du første gang klikker ind på den. 

Det er en ny digital test, der skal rådgive dig om, hvorvidt du skal ringe til lægevagten, akuttelefonen, egen læge, eller om du skal blive hjemme. Mange danskere ringer nemlig ind til lægerne, når de har spørgsmål om coronavirus, og det gør, at telefonerne gløder hos lægerne for tiden.

Derfor kan den digitale test være med til at aflaste lægerne og sørge for, at dem, der har mest brug for hjælp, kan komme til. 

- Den nye chatbot er en god måde til at sikre hurtig afklaring, hvis man oplever symptomer og er i tvivl om, hvordan man skal reagere, siger Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark i en pressemeddelelse. 

Udbredelse til resten af landet

Den digitale corona-test er allerede taget i brug i Region Hovedstaden i sidste uge, men nu kommer den også til resten af landet, herunder Region Syddanmark. 

I dens korte levetid på en uge har knap 90.000 danskere været inde og gøre brug af den digitale selvvurdering. Danske regioner vurderer derfor, at den kan komme til at aflaste mange opkald, der ellers ville være gået direkte til lægen.

Chatbotten kan findes på regionernes og hospitalernes hjemmeside, og det understreges, at den skal være et supplement til den sundhedsfaglige vurdering og rådgivning.