Ny covid-19-lægebil rykker ud til alvorligt syge

Sygehus Lillebælt kan nu lave lynhurtige tests for coronavirus hjemme hos folk, der har symptomer på virussen og er alvorligt syge. Testen laves i en lægebil, der rykker ud sammen med ambulancen.

Når en ambulance bliver tilkaldt til en alvorligt syg person med symptomer på covid-19, kører et lægehold som noget helt nyt med ud til den syge i en nyetableret covid-19-lægebil, oplyser Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse. 

Formålet med lægebilen er lynhurtigt at finde ud af, om personen er smittet med coronavirus og dermed finde ud af, om vedkommende skal indlægges i isolation på Kolding Sygehus.

Holdet i lægebilen har et særligt kviktest-udstyr med, som i løbet af 20 minutter kan afklare, om den syge er smittet med virussen. 

- Nu kan vi lave coronatesten ude hos folk, og så ved vi allerede, inden vedkommende ankommer til sygehuset i ambulancen, om han eller hun er smittet. Hvis det ikke er tilfældet, kan vi indlægge patienten på helt normal vis uden brug af isolation. Eller vi kan indlægge vedkommende direkte i Vejle, hvis det er det, der er bedst for patienten. Så det er virkelig smart og godt for både patienten og sygehuset, siger Poul Henning Madsen, der er leder af Akutafdelingen på Kolding Sygehus.

Dagligt 20 patienter med symptomer

På akutafdelingen på Kolding Sygehus bliver der hver dag indlagt i gennemsnit 20 patienter, der har symptomer på coronavirus, og som er så syge, at de har brug for akut behandling på sygehuset. Langt de fleste viser sig ikke at være smittet med virussen, når resultatet af coronatesten ligger klar.

Men på grund af risikoen for smitte skal alle den slags patienter ligge i isolation på enestuer på akutafdelingen, indtil en test har afklaret, om de er smittet. Og de medarbejdere, som behandler og plejer patienterne, skal iklæde sig isolationstøj, når de går ind på stuen.

Covid-19-lægebilen er - i første omgang - standby på Kolding Sygehus alle hverdage i tidsrummet fra klokken 9 til 17.