Ny smitterekord: Kolding stiger mest

Smitteniveauet holder sig på næsten det samme som i går. Enkelte kommuner slår dog ud.

På en dag hvor de landsdækkende tal falder med 179 smittede, sker der en svag stigning i antallet over den seneste uge indenfor TV SYDs sendeområde. 

Her, hvor vi tager hul på en ny måned, er tallet nået op på 659 smittede, og derfor er det kun en svag stigning på yderligere fire smittede personer siden gårsdagens tal, der dækker over en uge. 

Tal fra Statens Serum Institut

Smittetallene fra Statens Serum Institut viser antallet af smittede over syv dage for hver enkel kommune. Derfor skal man være opmærksom på at for hver dag, der kommer nye tal, går der et tal ud af regnestykket.  

Du kan finde dagens tal her.

Kolding og Aabenraa går i hver sin retning

Coronavirussen ser ud til at have fået mere fat i Kolding end tidligere, hvor man oplever, at 14 personer ydereligere er smittet med virussen i dag, hvis man sammenligner med gårsdagens tal. Derfor når den østjyske kommune op på 94 smittede pr. 100.000 indbygger, og det er et incidenstal, som kommunen ikke har været i nærheden af i månedsvis. 

Modsat vej går det dog i Aabenraa, der nu kan se lys efter flere ugers stigende smitte. Kommunen har slået 12 smittede af statistikken, og det betyder, at 39 personer er testet positiv med covid-19 over den seneste uge.

Tønder fortsat i toppen

For Aabenraas nabokommune går det ikke den samme vej, for her er der sket en stigning i antallet af smittede over en uge.  Med 50 positive test inden for den seneste uge, når Tønder en incidens på 134 smittede pr. 100.000 borgere, hvilket er det højeste i TV SYDs sendeområde, der dækker 14 kommuner. I går havde Tønder et incidenstal på 118 smittede pr. 100.000 indbygger. 

Stabilt niveau i flere kommuner

I flere kommuner holder smitten sig på samme niveau som i går. Mest stabilt ser det ud i Fredericia, der på nuværende tidspunkt ligger på 29 smittede pr. 100.000 indbygger. 

Find din kommune herunder:

Incidens stiger i Slesvig Holsten

Syd for grænsen er incidenstallet fortsat stigende med 54 smittede pr. 100.000 indbygger. Det er en stigning på fire siden i går. Derfor anbefaler Udenrigsministeriet stadig, at man lader sig teste og går i 14 dages selvisolation efter, at man er hjemvendt fra en tur over grænsen.