Ny smitterekord: Tønder er ny højdespringer

655 er over den seneste uge blevet testet positiv med covid-19 i de 14 kommuner, som TV SYD dækker.

Ser man en uge tilbage, var der på det tidspunkt 183 færre smittede med covid-19 i TV SYDs sendeområde. Men i dag slår smittetallet en ny rekord med 655 smittede.

Tønder kommune er over den seneste uge den kommune i TV SYDs sendeområde, der har flest smittet pr. 100.000 indbygger. Med et incidenstal på 118 oplever den sønderjyske kommune en stigning i smitten, at nu 44 personer er testet positiv med covid-19. Det er otte flere end i går.

Det betyder, at Hedensted, som i går var hårdest ramt med 105 smittede pr. 100.000 indbyggere, i dag er den kommune, som ligger næsthøjest efter Tønder.

Ligesom i går stiger smitten fortsat i Sønderborg, Vejle og Esbjerg. De to førstnævnte kommuner lægger i dag yderligere 12 smittede til, mens Esbjerg oplever en stigning på syv.

Fredericia har stadig færrest smittede

Mens tallene stiger mange steder, så oplever de et stabilt smitteniveau i Fredericia kommune. Ikke nok med, at smittetallet over en uge har holdt sig under 25 smittede i de seneste 10 døgn, så er kommunen også den eneste, der i dag holder sig under bekymringsgrænsen på 30 smittede pr. 100.000 indbyggere med et incidenstal på 27,3. I går var kommunen ellers over bekymringsgrænsen, men holder sig nu lige under. 

Smitten stiger i Slesvig-Holsten

Ligesom nord for grænsen går det også den gale vej med smittetrykket i Slesvig-Holsten. Lørdag oplever regionen igen et stigende incidenstal med nu 50 over den seneste uge. 

I dag er det to dage siden, at Udenrigsministeriets rejsevejledninger til Slesvig-Holsten trådte i kraft. De fraråder alle ikke-nødvendige rejser til området og anbefaler, at man følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer ved at gå i 14 dages selvisolation, hvis man kommer tilbage fra regionen.