Nye retningslinjer i busser: Halvt så mange siddepladser

Afstand og indgangsmuligheder er to af de ting, som er ændret i de nye retningslinjer for passagerer ved Sydtrafik og Midttrafik.

Skolerne er lukkede, arrangementer er aflyst, men hjulene på bussen bliver ved med at køre rundt. Alligevel er alt ikke, som det plejer at være. 

quote

Vi har reduceret antallet af passagerpladser, så vi kører på halv kapacitet.

Louise Christine Rasmussen, presseansvarlig hos Sydtrafik

Afstandskravet på to meter betyder, at Sydtrafik har opdateret sine retningslinjer.

- Vi har reduceret antallet af passagerpladser, så vi kører på halv kapacitet. Det betyder én person på hvert dobbeltsæde og to meter mellem stående passagerer, siger Louise Christine Rasmussen, der er presseansvarlig hos Sydtrafik. 

De samme retningslinjer er nu også gældende i Midttrafiks busser, der kører i Horsens og Hedensted kommuner, oplyser Midttrafik på sin hjemmeside. Hvis busserne bliver fyldt, har buschaufføren samtidig pligt til ikke at lukke nye passagerer om bord. 

Der er dog ikke udsigt til, at busserne kommer til at køre forbi ventende passagerer, som det ser ud nu.

- Vi har ikke mange passagerer med i forvejen for tiden, og busserne kører meget tomme rundt, så lige nu ser det ikke ud til at blive problematisk at opretholde de nye krav for Sydtrafiks busser, siger Louise Christine Rasmussen.

Ikke som i foråret

Da landet lukkede ned i foråret, klappede de forreste døre også i på busserne. På den måde undgik chaufføren unødig kontakt med passagerer, men denne gang har Sydtrafik valgt at lade fordørene åbne alligevel.

- Vi er blevet anbefalet af Sundhedsstyrelsen, at fordørene stadig åbner for at sikre luftcirkulationen i bussen, men vi opfordrer kraftigt til, at passagerne bruger de bagerste døre, siger Louise Christine Rasmussen.

Ud over opslag på Facebook og på egen hjemmeside vil skilte på de forreste døre også minde passagerer om at gå ind ad de bageste døre i Sydtrafiks busser.

Det gælder dog ikke for Midttrafiks busser, hvor fordørene er permanent lukkede.

Der er forsat krav om mundbind i busserne og den øvrige kollektive trafik.