Nye tal: Smitten falder i Syd- og Sønderjylland og på landsplan

Det seneste døgn er antallet af smittede med corona faldet i Syd- og Sønderjylland. Samme tendens tegner sig for hele landet.

Det går den rigtige vej for smittetallene i langt de fleste af de syd- og sønderjyske kommuner. Torsdag er der registreret 301 coronasmittede i de 14 kommuner mod 315 smittetilfælde onsdag.

Det viser torsdagens opdaterede tal fra Statens Serum Institut. 

I syv kommuner, nemlig Esbjerg, Varde, Horsens, Vejen, Kolding, Aabenraa og Sønderborg er smitten på vej nedad. 

Samtidig er der hverken i Fredericia, Vejle, Tønder og Fanø kommuner registreret nye smittede siden i går. Men her har man heller ikke oplevet et fald det seneste døgn.

Smitten vokser i tre kommuner

I tre kommuner i Syd- og Sønderjylland vokser smitten dog. Hedensted har det seneste døgn fået tre nye smittetilfælde og har nu 13 coronasmittede borgere. I Billund har de oplevet ét nyt smittetilfælde.

Haderslev har siden i går registreret endnu en coronasmittet borger og er nu oppe på 10 smittede. Kommunen ligger dog stadig som den eneste under bekymringsgrænsen med et incidenstal på 18.

På landsplan er der i alt konstateret 398 smittetilfælde det seneste døgn, hvilket er et fald siden onsdag, hvor smittetallet lå på 534. 

Der er dog 109 danskere indlagt med corona, hvilket er lidt flere end onsdag, hvor 102 var indlagt.