Nye testkrav møder slagteriarbejdere - og de skal fortælle om udlandsbesøg

Ansatte på Danish Crowns slagterier i Horsens og Holsted bliver mødt af nye testkrav her til morgen. Alle ansatte, der møder på job, skal oplyse, om de har været i udlandet på deres ferie- og fridage.

De stigende smittetal i Danmark får nu Danish Crown til at indføre et testprogram, hvor over 6.000 ansatte i Danmark skal testes jævnligt for at beskytte dem bedst muligt mod covid-19.

Allerede her til morgen vil der blive testet efter det nye testprogram på slagterierne i Horsens og Holsted. Ugen efter vil yderligere to til tre  produktionssteder være klar, og i løbet af november vil alle fabriksanlæg have testprogrammer på plads.

Danish Crown har tidligere været ramt af masse-udbrud blandt ansatte på slagterierne i Ringsted og Horsens.

Testene, der benyttes i testprogrammet, er ”hurtig-tests”, hvor der er svar efter 15 minutter. Danish Crown har i et par uger brugt disse til at screene medarbejderne på to slagterier for corona-virus, og det er de positive erfaringer derfra, som testprogrammet er baseret på. Danish Crowns erfaring med disse hurtig-tests er, at de er stort set lige så pålidelige som myndighedernes tests.

Danish Crown har over 6.000 ansatte i Danmark og er en international virksomhed, der beskæftiger omkring 80 forskellige nationaliteter og har medarbejdere, der kommer fra hele Europa.

- Derfor kræver det en ekstra indsats at sikre vores medarbejdere mod smitte, når de går på arbejde. Vi har desværre oplevet, hvor hurtigt det kan gå i løbet af få dage, hvis smitten får lov til at sprede sig. Derfor har vi gennem flere måneder arbejdet målrettet på at få en teststrategi og et testprogram på plads, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Hvis en medarbejder konstateres positiv-testet for corona, sendes vedkommende til test i det offentlige system, så det sikres, at der bliver lavet smittesporing af myndighederne.

Målet er at holde covid-19 ude af koncernens fabrikker og slagterier for på den måde at sikre medarbejderne bedst muligt mod smitte.

Danish Crowns nye teststrategi har tre ben.

Bliver udspurgt om udlandsophold

For det første skal ti procent af medarbejderne på produktionsanlæggene testes hver uge for at screene bredt for covid-19 blandt medarbejderne.

Andet led er test af de medarbejdere, der kommer tilbage fra ferie eller har været uden for Danmarks grænser på weekend.

Sidst, men ikke mindst, sættes der ind med en massiv testindsats, hvis der opstår mistanke om et udbrud.

Testprogrammet indebærer, at en del af Danish Crowns medarbejdere, når de møder på arbejde mandag morgen, vil blive bedt om at oplyse, i hvilket land og hvilken region de har opholdt sig i weekenden.

Fagforening bakker op

Normalt forholder en arbejdsgiver sig ikke til sine medarbejderes fritid på den måde, men corona-situationen er ganske alvorlig, og derfor har Danish Crown på forhånd været i dialog med Fødevareforbundet NNF.

- Vi står i en helt ekstraordinær situation, og det vigtigste for os er, at vores medlemmer kan gå trygt på arbejde uden at frygte at blive smittet med corona. Derfor bakker vi op om, at de medlemmer, der kan have været udsat for smitte – for eksempel ved at have opholdt sig i udlandet – lader sig teste, inden de skal stå skulder ved skulder med deres kolleger. Vi skal alle sammen gøre, hvad vi kan for at bremse smitten, siger næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen.