Endnu et corona-testcenter åbner i Horsens

Fra mandag klokken 12 er det muligt for borgere uden symptomer på covid-19 at blive testet ved Casa Arena i Horsens.

Region Midtjylland udvider nu deres testindsats og placerer nye testcentre flere steder i Østjylland.

Det er de stigende smittetal i Århus, der har fået et stigende antal borgere til at vise interesse for at blive testet.

Det mobile testcenter i Horsens bliver placeret på parkeringspladsen ved Casa Arena på Langmarksvej, og der vil dagligt være åbent mellem klokken 12 -16. Det oplyser Region Midtjylland.

I forvejen er der oprettet et drive in-testcenter ved Regionshospitalet i Horsens.

Der er ingen tidsbestilling. Man skal blot medbringe sit gule sygesikringskort.

Regionen oplyser, at der kan opstå kø. Derfor gælder det om at holde afstand.

Horsens Kommune holder i øjeblikket nøje øje med smittetallene fra Århus. Det sker, fordi mange tusinde dagligt pendler mellem Århus og Horsens.

De seneste offentliggjorte smittetal fra Statens Serum Institut viser, at smittetrykket i Århus Kommune er steget fra 61,1 til 97,7 pr. 100.000 indbyggere.

I Horsens Kommune er smittetrykket faldet fra 5,5 til 4,4 pr. 100.000 indbyggere, mens det i Hedensted nu  er 2,1 pr. 100.000 indbyggere.