Nyt digitalt værested har betydet alt for Pernille under coronanedlukning

Da coronavirus bredte sig, og verden lukkede ned, ramte det socialt udsatte mennesker hårdt, fordi de ikke længere kunne komme på de sædvanlige væresteder.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark den 11. marts, sad Marika Sabroe hos Landsforeningen af Væresteder også og lyttede med.

- Der sad jeg og tænkte: 'hvad gør vi lige nu?' Vi har mange brugere, hvor vores tilbud om at komme på vores opholdssteder er deres eneste faste holdepunkt, og rigtigt mange kommer for at få lidt struktur i hverdagen og et måltid mad, siger Marika Sabroe.

Væresteder giver tryghed

En af brugerne er Pernille Wulf Jensen. Hun er førtidspensionist og lider af personlighedsforstyrrelser, depression og angst. Hun kommer ofte på værestedet i Fredericia:

- Det er et trygt sted, hvor man kan møde ligesindede, så det er dejligt at komme et sted uden at skulle forklare, hvorfor man er der, forklarer hun.

Om eftermiddag den 11. marts efter statsministerens famøse pressemøde fik Marika Sabroe hurtigt ideen til at skifte de fysiske mødesteder ud med et digitalt værested på Facebook, og det er blevet en succes hos brugerne. 

Der er forslag til, hvad man kan deltage i på det digitale værested på alle hverdage.
Der er forslag til, hvad man kan deltage i på det digitale værested på alle hverdage.
Foto: Thomas Møller, TV SYD

Et stærkt værktøj på en dårlig dag

Blandt andet hos Pernille Wulf Jensen.

- Det har virkelig holdt mig oppe, hvis jeg har været lidt nede. Der kommer så mange forslag om at gøre noget sammen - men hver for sig - så det kan løfte mit humør på en dårlig dag, forklarer hun.

På Facebook er der forslag til at være digitalt sammen alle hverdage i ugen. 

Det kan være gåture, og nu her i efteråret med en opfordring til, at man kan tage i skoven og samle bær og efterfølgende lave grød eller marmelade af dem, der er madklub og filmaftner og meget mere. 

Når man deltager i de digitale arrangementer, så er man alene, men man kan dele sine oplevelser på Facebook og også holde kontakt med de andre deltagere.

Pernille Wulf Jensen griber ofte muligheden for at deltage i nogle af de foreslåede aktiviteter, og hun kan også finde på at bruge dem til at udfordre sig selv med. 

- Jeg kan godt tænke - ej, jeg går lige lidt længere end opfordringen lyder på, og så tager jeg f.eks. 500 ekstra skridt.

Pernille Wulff Jensen udfordrer ofte sig selv, når hun deltager i online-aktiviteter.
Pernille Wulff Jensen udfordrer ofte sig selv, når hun deltager i online-aktiviteter.
Foto: Thomas Møller, TV SYD

Gruppen på Facebook har lige nu knap 800 medlemmer. Det store digitale engagement betyder, at Landsforeningen af Væresteder vil holde fast i gruppen, også når coronakrisen klinger af. 

- Der er mennesker, der lider af voldsom social angst, og som synes, at det med at møde mennesker er en stor udfordring, og så kan de gå herind og være sammen med andre om nogle aktiviteter og beslutte, hvor længe de har lyst til at være med, forklarer Marika Sabroe, der er projektleder.

Hun er klar til at udvikle konceptet og er ikke i tvivl om, de digitale væresteder er kommet for at blive. 

- Lige nu har vi nogle brugere, der ønsker et rygestopkursus – altså digitalt inde i vores gruppe - og det kunne være fantastisk også at gøre noget der, siger Marika Sabroe.