Oplevelsescenter satser på masser af internationale gæster trods lukkede grænser

Corona svækker turismen, men i Jelling har man fået øjnene op for, at der findes masser af internationale med fast bopæl i Danmark.

På  oplevelsescentret Kongernes Jelling vækker det glæde, at grænserne til flere af vores nabolande er genåbnet. Ifølge museumschef Morten Teilmann-Jørgensen bliver der igen snakket både svensk og tysk blandt gæsterne. 

Men selv om grænserne fortsat kun er åbne for turister fra bestemte lande, forventer museumschefen, at der også denne sommer bliver talt sprog fra hele verden på Kongernes Jelling.

Det til trods for at turister fra store dele af Europa og verden ikke finder vej til Danmark.

- Midt under coronakrisen, hvor alle grænser var lukkede, oplevede vi, at der faktisk fortsat blev talt forskellige sprog på Kongernes Jelling, og at der fortsat kom internationale gæster til. Det undrede os lidt, siger Morten Teilmann-Jørgensen.

Forklaringen er, at der rent faktisk er masser af udlændinge, som er bosat i Danmark og eksempelvis arbejder for virksomheder som Siemens og Lego. De må i stort omfang blive i Danmark frem for at rejse hjem til områder, som er hårdt ramt af smitte og efterfølgende skulle i karantæne.  

Minikampagne på sociale medier

Som alle andre attraktioner er Kongernes Jelling ellers helt bevidste om, at der bliver rift om potentielle gæsters gunst denne sommer, derfor har man valgt at fokusere mere end sædvanligt på de internationale med bopæl i Danmark.

I samarbejde med projektet ”HowtoDenmark” har Kongernes Jelling lanceret en minikampagne på de sociale medier, hvor budskabet er, at der noget helt unikt at komme efter i Jelling og omegn. Især hvis man ønsker at dykke ned i Danmarks historie. Som bekendt var det i Jelling, Danmark som land blev nævnt første gang, og hvor Harald Blåtand lod danerne kristne.

HowtoDenmark

  • HowtoDenmark er et projekt, der har til formål at bygge bro mellem det danske samfund og internationale, der har fundet vej til Danmark.
  • Det sker gennem vidensdeling og information om alle hjørner af det danske samfund, om historien, om traditionerne og meget mere.
  • Projektet har modtaget støtte fra Kulturministeriets pulje til ”lokal folkeoplysning”.
  • Midlerne skal bruges til at give internationale viden om det danske demokrati op til kommunalvalget 2021.