Han har været dybt frustreret. Han har været bekymret, og han har været skuffet.
Men nu kan Otto Skak endelig finde det gode sommerhumør frem igen og gøre klar til at tage imod besøgende.
- Det betyder rigtig meget økonomisk, men det betyder også meget for vores mange kunder og medlemmer af svømmeklubben, siger Otto Skak.
Meldingen om, at svømmehallen igen må åbne, blev taget af politikerne i folketinget lørdag aften. Nu har Otto Skak fået travlt med at sørge for, at det kan lade sig gøre.
- Vi bliver ikke klar til mandag, men vi laver noget sjovt, og min driftsleder har lovet, vi nok skal blive klar til tirsdag, fortæller Otto Skak.
Kom som en overraskelse
Det var oprindeligt planen, at svømmehaller, fitnesscentre og legelande skulle åbne i starten af august måned.
Men nu bliver de altså en del af genåbningens fase 3, der træder i kraft 8. juni.
De seneste måneder har op mod 100 medarbejdere været hjemsendt fra deres arbejde ved Slotssøbadet, og trods lønkompensation kommer nedlukningen til give en stor økonomisk dukkert.
Bliver på posten
Otto Skak gik egentlig med planer om en snarlig pension, men nu har han besluttet at fortsætte, indtil Slotssøbadet igen kommer ovenpå.
Hvilke retningslinjer, der kommer til at gælde for svømmehallerne, er søndag fortsat uafklaret. Otto Skak håber, der snarest kommer en udmelding.
Men det ligger fast, at der fortsat vil være restriktioner, der skal sikre god håndhygiejne og afstand også i svømmehaller.