På grund af meget højt smittetal bliver testbilerne i flere byer

Tårnhøjt smittetal i Billund får kommunen til at beholde to testbiler tirsdag og onsdag. Borgere opfordres til at lade sig teste.

Man kan også i de kommende dage blive testet for covid-19 i Grindsted og Billund.

Efter aftale med Region Syddanmark vil både Grindsted og Billund tirsdag og onsdag få besøg af de mobile testenheder, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Testbilerne bliver i kommunen på grund af det fortsat høje covid-19-smitte, hvor 39 borgere er konstateret smittet i de seneste syv dage. Det svarer til 147 smittede per 100.000 borgere. Den kritiske grænse hos sundhedsmyndighederne er, når en kommune har mere end 20 smittede per 100.000 borgere.

Kommunen opfordrer folk til at tage en test, hvis man har været et sted, hvor der har været risiko for smitte. Det kan for eksempel være, hvis man bor i lejlighed og har hørt, at en eller flere naboer i opgangen er blevet smittet.
Det kan også være, hvis man har været til familiefest i weekenden eller deltaget i en anden begivenhed med mange mennesker.

Billund Kommune oplyser, at de for at stoppe smittespredningen også har forøget testfrekvensen hos plejepersonale, og at der er indført besøgsrestriktioner på plejehjem.

Testbilerne vil være til stede på følgende tidspunkter:

Grindsted: Tirsdag og onsdag klokken 9-16 på Tårnvej 32, 7200 Grindsted.

 

Billund: Tirsdag og onsdag klokken 9-16 ved hal 3 i Billund Idrætscenter, Kærvej 501, 7190 Billund.

 

Ved besøg hos testbilen:

  • Må du ikke have symptomer på covid-19. Har du symptomer på smitte, så skal du i stedet gå i isolation og tage direkte kontakte til din egen læge.
  • Man skal bære mundbind.
  • Man skal medbringe sit gule sundhedskort eller andet billede-ID (pas, kørekort eller legitimationskort).
  • Man skal udvise tålmodighed, da ventetid kan forekomme – især omkring klokken 11.30-12.10, hvor testpersonalet holder velfortjent frokostpause.