TV der bevæger dig

COVID-19

Påskefrokost på nettet

Søndag kl 13 går landets måske største påskefrokost i gang. Den risikerer ikke at komme i konflikt med ordensmagten, for den foregår hjemme hos folk selv og over deres digitale skærme.

Hvad med laks til påskefrokost? Og spis den så sammen med andre på nettet. Foto: Thomas Alcayaga

Det er online-mediet gastromand.dk, der har fået ideen til den store påskefrokost. Gastromand.dk er en platform om god mad, vin og øl, som en lille håndfuld unge mænd, der står bag. En af dem er fra Kolding.

- Vi er sådan lidt levemænd, der godt kan lide at spise noget god mad og drikke noget god vin, fortæller Johan Johansen, der til daglig er digital projektleder i en lokal virksomhed.

Forslag til menu og indkøb
Man kan sagtens lave mad, selvom man er meget færre end de 10, vi må mødes her i corona-tiden. Men alligevel.

- Jeg bor selv alene, og det er der mange andre danskere, der gør. Og så tænkte vi, at det bedste, vi kan gøre, er at arrangere en eller anden form for samvær i denne svære tid, siger gastronomen fra Kolding.

- På hjemmesiden har vi lavet en række forslag til menuer og indkøbsliste, så man hurtigt kan få overstået sine indkøb, og så kan man lave maden i sit eget hjem, uddyber han.

Gourmanden fra Kolding med et mere ydmygt bytte. Fotograf: Kirsten Jepsen.

Meningen er så, at man forberede menuen og være klar med maden søndag, Påskedag, klokken 13.

- Og så kan man ringe op på FaceTime og spise sammen, og vi opfordrer til, at man bagefter deler sine oplevelser på Facebook, Instagram eller et af de andre sociale medier, fortæller Johan Johansen.

Bedre end at sidde alene
Gastromand.dk samarbejder med en række private virksomheder, så der er også anbefalinger til vin-, snapse- og ølmenuer.

- Vi har sat en bagkant på til klokken 16 på søndag, men det kan da godt være, at der er nogle, der fortsætter længere, fortæller Johan Johansen og konstaterer:

- Det bliver selvfølgelig aldrig det samme som at sidde sammen  en stor flok, men det er bedre end at sidde alene.

Se mere her. 

Mest sete på tvsyd.dk