Passagerløst krydstogtskib lægger til kaj: Besætning skal blive ombord

I fire uger er 479 besætningsmedlemmer tvunget til at opholde sig på krydstogtskibet.

Det er svært at overse. Krydstogtskibet AIDAmar, som ligger til kaj i Fredericia Havn.

Det er ikke en sjældenhed, at der ankommer krydstogtskibe til havnen, men i disse coronatider er det anderledes for det 71.300 tons tunge skib.

Der er ingen passagerer ombord. Det har der ikke været i over 14 dage, men de 479 besætningsmedlemmer, som opholder sig på skibet, må alligevel ikke gå i land. Det sætter coronavirussen en stopper for.

- Besætningen er smittefri. Den eneste måde, besætningen kan blive udsat for smitte, er ved at forlade skibet. Så af hensyn til besætningen, skal de blive om bord, siger Rune Rasmussen, direktør for havneselskabet ADP, som driver Fredericia havn.

Ikke plads i tysk havn

Coronavirussen har sat en stopper for flere af krydstogtskibets ture, og derfor lå det til kaj i Bremerhaven i Tyskland. Det 253 meter lange skib blev dog beordret ud af havnen til fordel for fragtskibe.

- I Bremerhaven blev det tvunget til at sejle, fordi det er en meget stor og vigtig havn i forhold til forsyningssikkerheden. I den situation, vi er i nu, har fragtskibene forrang, siger Rune Rasmussen til TV SYD.

Han fortæller også, at han ikke tøvede med at tilbyde hjælp, da skibet skulle finde andre muligheder.

- Lige nu skal vi hjælpe hinanden, og AIDA har brug for hjælp. Det kan vi imødekomme, og det er det, det handler om de første fire uger, siger direktøren og tilføjer, at valget af Fredericia Havn var et kapacitetsspørgsmål.

- Årsagen er, at det er et langt skib, så det har brug for en kaj og en vanddybde, som udelukker mange andre havne i området.

Krydstogtskibet skal ligge til kaj i fire uger, og når besætningen ikke må gå i land, kan de bruge noget af tiden på at kontakte deres pårørende. Der er nemlig blevet etableret wifi-forbindelse til skibet.