Penge ophober sig: Flere risikerer negative renter i Sydbank

Udbruddet af coronavirus har ikke ramt Sydbank så hårdt som forventet, fortæller banken i sit regnskab.

Sydbanks kunder har rekordmange penge stående, og det er en udgift for Aabenraa-banken, som derfor i højere grad vil tage betaling for at passe på kundernes opsparinger. 

quote

Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre. 

Karen Frøsig, administrerende direktør, Sydbank

Sydbank har ændret sit tilbud til kunderne, så de nu maksimalt kan have 250.000 kroner på én konto, der ikke skal betales negativ rente af. 

- I den kommende tid vil vi nøje overveje en reduktion af denne grænse, skriver Sydbank. 

Tidligere var det muligt at have op til 50.000 kroner på hver af sine konti - for eksempel madkonto, feriekonto og opsparingskonto - og op til 250.000 kroner på en af kontiene. 

Det er en udgift for banken at passe på kundernes opsparing, fordi renten er negativ i øjeblikket hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

De danske banker har i forskelligt omfang af den årsag indført negative renter for deres kunder gennem det seneste år. 

Meldingen fra Sydbank kommer i forbindelse med bankens regnskab for første halvdel af 2020. 

Overskud faldet med 17 procent

Tallene viser, at Sydbanks overskud er faldet med næsten en femtedel i 2020, men samlet set har udbruddet af coronavirus ikke ramt banken så hårdt som frygtet.

Samlet er Sydbanks overskud faldet med 17 procent til 324 millioner kroner i første halvdel af 2020.

I begyndelsen af året valgte banken at hensætte 175 millioner kroner til forventede tab hos kunderne, men det har vist sig mere end tilstrækkeligt, skriver banken i regnskabet. 

- Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre, siger administrerende direktør Karen Frøsig i en kommentar. 

Udviklingen har betydet, at Sydbank de seneste måneder har kunnet tilbageføre penge til banken, som tidligere var sat af til tab. 

Venter overskud på 600-800 millioner

Banken med hovedsæde i Aabenraa skar i april kraftigt i sin forventning til resultatet for 2020, fremgik det af Sydbanks regnskab for første kvartal.

Dengang ventede Sydbank at tjene mellem 400 og 800 millioner kroner. Det var en del lavere end den hidtidige forventning på 700 til 1000 millioner kroner, som var bankens oprindelige målsætning for året.

Nu venter Sydbank et overskud på 600-800 millioner i år. Tidligere var forventningen 400-800 millioner kroner.