Smitte på plejehjem: To døde og flere udviser symptomer

Et plejehjem har isoleret dets beboere, efter at to beboere er afgået ved døden, og en medarbejder er erklæret smittet med covid-19. Yderligere tre beboere udviser symptomer.

To beboere fra plejehjemmet Vonsildhave ved Kolding er afgået ved døden. Derudover er en medarbejder på plejehjemmet bekræftet smittet med covid-19, og yderligere tre beboere udviser symptomer. 

De venter lige nu på svar, om de også er smittede.

Den smittede medarbejder blev sent hjem fra arbejde, før vedkommende blev testet positiv for coronavirus. 

Plejehjem hårdt ramt

Alle tilfældene kommer fra plejehjemmet Vonsildhave ved Kolding, som drives af firmaet Attendo. Seniordirektør i Kolding Kommune, Annette Lund, fortæller, at beboerne er døde med covid-19 i kroppen, men det er ikke angivet som dødsårsagen.

- Den ene beboer afgik ved døden hen over weekenden på hospitalet, og den anden beboer fik vi besked om tirsdag, siger hun til TV SYD.

Med adskillige tilfælde af coronasmittede på plejehjemmet Vonsildhave kan man godt frygte, at coronavirussen har ramt en større del af plejehjemmet, og derfor har de også taget deres forholdsregler. 

- Det her plejehjem er hårdt ramt. Og plejehjemmets personale behandler det som om, at hele plejehjemmet er blevet smittet. De har forsøgt at isolere stort set alle beboere, siger Annette Lund, seniordirektør i Kolding Kommune.

Hjælp til at handle som plejehjem

Det er en uvant situation at stå i som plejehjem. Derfor har Kolding Kommune bedt Region Syddanmark om hjælp, så man bedst muligt kan håndtere situationen.

- Vi har haft en forespørgsel ude, om vi kan få en medarbejder ud fra infektionshygiejnisk enhed for at se, om de kan finde noget, vi kan gøre endnu bedre. Også selvom Styrelsen for Patientsikkerhed siger, at vi gør det glimrende med det, vi allerede gør, siger Annette Lund, der er seniordirektør i Kolding Kommune. 

Derfor kommer der torsdag en hygiejnesygeplejerske fra Sygehus Lillebælt ud til Vonsildhave for at se, hvad man kan gøre som plejehjem, hvis der er smittede beboere. 

Den viden, som kommer ud af besøget, vil hurtigst muligt blive delt med andre plejehjemsledere, oplyser Annette Lund.