Plejehjemsleder: - Blomster og hilsener betyder utroligt meget i denne tid

De ældre og svage har større risiko for at blive smittet med coronavirus, og derfor lukker flere plejehjem for besøgende; men de ældre må ikke blive glemt, opfordrer Helle Wittig.

På plejecenteret Bakkegården i Vejle kommer besøgende ikke ind. Centeret mindsker smitterisikoen med coronavirus ved at lukke for beboernes pårørende, som ikke fysisk kan besøge deres kære.

Helle Wittig er centerleder på Bakkegården, og hun har en opfordring til pårørende til plejehjemsbeboere.

-  Jeg tænker, at der godt kunne komme noget mere post, nogle flere blomster. Det kan man altid sidde og kigge på bagefter. Et telefonopkald er også godt, men der er ikke dét bagefter. Beboerne er dels bekymrede for sig selv, men de er selvfølgelig også bekymrede for deres pårørende, og når de så heller ikke ser dem, hjælper det ikke på deres bekymring. Det gør dog en forskel, når de hører fra dem, kigger på blomsterne og postkortene, og ved, at deres pårørende er derude, siger hun til TV SYD.

Anderledes hverdag

Beboerne på Bakkegården har til daglig flere muligheder for at være aktive sammen, men i disse corona-tider må plejecenterets ansatte være kreative for at holde beboerne beskæftiget.

- Det er blevet et meget stille liv, efter at corona er kommet til landet – dels får beboerne ingen besøg, og det kan være rigtig svært. Derudover så har vi vores egen bus, vi har fantastiske udearealer, men der er ikke noget af det, som bliver brugt. Vi holder os stille og roligt inden døre, siger Helle Wittig og fortæller, at beboerne sidder fra åbningen af deres stuer og spiller banko.

Den anderledes hverdag giver ikke Bakkegårdens beboere mindre bekymringer, for de ved godt, at det er dem, som er i risikozonen, mener Helle Wittig.

Hun prøver at holde humøret højt, selvom ingen kan forudse, hvor lang tid sundhedskrisen står på.

- Jeg håber på det bedste og frygter det værste. Jeg er optimist; men der er ingen af os, der ved, hvad morgendagen bringer, afslutter centerlederen.