Politi: Mange kører forgæves til grænsen for at handle

Tyskland har endnu ikke lempet på grænselukningen til Danmark. Alligevel tror mange, at de kan grænsehandle igen.

Mange borgere søger allerede nu mod Tyskland for at kunne grænsehandle, men bliver afvist, fordi landet endnu ikke har åbnet for fri indrejse, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi. 

- Vent til grænsen åbner og spar jer for en forgæves køretur og ærgrelserne, lyder det på Twitter til de ivrige danskere.

Flere personer har fredag forsøgt at køre til Tyskland i den tro, at grænsen allerede er blevet åbnet.

- De er så vendt om igen, fordi de er blevet stoppet af den tyske grænsekontrol, fortæller Mads Dollerup-Scheibel, kommunikationskonsulent hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

- Det er jo et udtryk for, at folk har troet, de kunne komme ned at handle. De har ikke været klar over, at grænsen stadig er lukket, tilføjer han.

Syd- og Sønderjyllands Politi får i disse dage mange telefoniske henvendelser fra folk, der spørger, om grænsen er åben igen. 

Misforståelsen kan skyldes, at den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, i denne uge har givet udtryk for, at Tyskland er klar til at åbne grænsen til Danmark allerede i dag, fredag den 15. maj. Men det var betinget af, at der blev indgået en fælles dansk-tysk aftale, og det er ikke sket.