TV der bevæger dig

COVID-19

Politiet: Corona får fartglade til at flokkes til gaderæs i stor stil

I mangel af adspredelse og underholdning flokkes unge til gaderæs i stor stil i coronaens skygge.

Billedet her er fra Aabenraa, da politiet for nogen tid siden bremsede et streetrace i optakten. Foto: Presse-foto.dk

Der har i sommerens løb og de første uger af september fundet usædvanligt mange tilfælde af gaderæs sted.

Således måtte Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag aften rykke ud efter en anmeldelse om gaderæs på Nørrebrogade i Esbjerg.

Da politiet mødte op, forsvandt de unge hurtigt i deres biler og samledes så igen senere flere steder i Esbjerg, hvor politiet også fandt frem til dem og kontrollerede bilerne og deres chauffører.

Det udløste ialt 14 sigtelser for bl.a. fejl og mangler ved bilerne, som var ændret på ulovlig vis efter politiets opfattelse.

Læs også Politiet advarer: Vi slår hårdt til mod gaderæs

Det var så langt fra første gang i de seneste måneder, at politiet slog til mod gaderæs.

Både i Aabenraa, Hammelev og Holsted har Syd- og Sønderjyllands Politi stoppet gaderæs, ligesom Sydøstjyllands Politi jævnligt har gjort det i bl.a. Horsens, Hedensted og Vejle denne sommer. Også andre politikredse i Jylland har oplevet samme tendens.

- Vi tror, at de unge keder sig under corona-nedlukningen af forlystelseslivet og derfor samles oftere på gader og parkeringspladser til ræs og samvær, siger lederen af færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt.

Ifølge ham er det helt usædvanligt, at der køres gaderæs på hverdagsaftener - det plejer at være fredage og lørdage.

Torsdag aften oplyser vagtchef Claus Skovgaard hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at der indtil kort før klokken 22 endnu ikke var konstateret gaderæs i politikredsen.

Mest sete på tvsyd.dk