Der har været pres på grænseovergangene mandag morgen, hvor mange udenlandske statsborgere skulle passere på den første arbejdsdag efter, at Danmark indførte nye krav om test.
- Vi har haft nok at se til - og der har også været kø ved flere overgange. Vi forsøger at få tingene til at glide, så godt vi kan. Det tager dog lidt tid, når vi med stikprøver tjekker om de udenlandske rejsende har deres papirer i orden, siger vicepolitiinspektør Allan Dalager fra Udlændingekontrolafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er kravet om en negativ attest for covid-19, der volder problemer for de rejsende.
Mange afvist
- Vi har afvist mange siden lørdag klokken 17 og vejledt dem om, at de skal få lavet en test, inden de kan komme ind i Danmark. Jeg tror dog, at alle snart er klar over reglerne - og så vil grænsetrafikken finde tilbage i mere normale mønstre, vurderer vicepolitiinspektør Allan Dalager.
Han kan ikke sætte konkret tal på, hvor mange der er afvist. De tal opgør Rigspolitiet, som mandag klokken 09 ikke har offentliggjort dem.