Politiet nøjes med stikprøvekontrol, når der er pres på grænsen

Kort efter grænseåbningen natten til mandag måtte politiet gå over til stikprøvekontrol af de mange, der ønskede at komme ind i Danmark.

Det er ikke alle udenlandske turister, der bliver stoppet ved den dansk-tyske grænse og afkrævet dokumentation for, at de opfylder betingelserne for at komme ind i Danmark.

I perioder med stor belastning har politiet besluttet, at der alene er stikprøvevis kontrol ved grænsen, hvilket kom i brug allerede kort efter åbningen ved midnat.

- Når der er tryk på, så stopper vi ikke alle - men nøjes med stikprøver, hvor vores folk på vagt selv vurderer og udvælger, hvem der skal stoppes, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Han siger, at presset mandag morgen med kø på op til otte kilometer var forventeligt, og han regner med, at trafikken vil jævne sig, når den første store bølge af tyske turister er kommet ind i Danmark.

Størst pres på lørdage

 - Vi har mere politi på arbejde, og vi har bedt om ekstra personale fra Forsvaret til at hjælpe med kontrollen. Vi venter især, at der vil være et særligt tryk på lørdage, når det er skiftedag for sommerhusene, siger politiinspektør Brian Fussing.

Foruden tyske turister har nordmænd og islændinge også fået lov til at rejse ind i Danmark fra mandag.

For at sikre den bedst mulige afvikling af trafikken og undgå store kødannelser er det besluttet, at to yderligere grænseovergange åbner. Det drejer sig om grænseovergangen i Padborg, der vil være åben mellem klokken  07 og 23 , og grænseovergangen i Pebersmark, der vil være åben mellem klokken  07 og 19.