Politiskolen er fri af corona-smitte

Efter test af 345 elever og ansatte på politiskolen i Fredericia er der ikke fundet flere smittede med corona.

Hverdagen er på vej tilbage på den midlertidige politiskole i Fredericia, efter at henholdsvis en mandlig og en kvindelig elev lørdag og søndag blev testet positive for coronavirus.

- Vi har ikke fået meldinger om flere smittede - og den første smittede fra lørdag er nu testet fri af corona, så vi vender tilbage til hverdagen under respekt af de corona-tiltag, som jo er blevet dagligdag de seneste måneder, siger afsnitsleder på Politiskolen Vest  i Fredericia, Bent Hedeager Nielsen. 

Mandag blev tre klasser og deres lærere sendt hjem med opfordring til at blive testet ude i byen efter mulig kontakt med de to smittede.

Med onsdagens testresultater i hus er nu kun en enkelt klasse på skolen sendt hjem, og de kan vende tilbage, når de atter er testet og fri for covid-19.