Poul kæmper for at få penge tilbage for aflyst rejse

Coronavirus har betydet aflyste rejser for mange. Også for Poul Svendborg Sørensen fra Esbjerg, der kæmper for at få sine penge tilbage.

– Jeg er sur over det. De par tusind kroner kan jeg jo godt undvære. Men det er princippet i, at det skal være så svært at få pengene tilbage, der gør mig sur.

Sådan beskriver Poul Sørensen fra Esbjerg den situation, han står i lige nu.

I februar bestilte han en rundrejse i Europa med en kammerat.

Men siden da er hotellet lukket og flyene aflyst.

Nu kæmper Poul for at få pengene tilbage fra de selskaber, han har købt overnatning og fly gennem.

Men det har vist sig at være sværere end som så.

quote

Egentlig burde det jo bare gå helt automatisk, at man får penge tilbage for noget, man ikke får. Det skal jeg så bruge en masse tid på nu. Men man kan så vende den om og sige, nu har vi jo tiden.

Poul Svendborg Sørensen, Esbjerg

Rundtur i Europa

Turen skulle først være gået til Bruxelles for at se EU-parlamentet. Derefter skulle de til Athen og se Akropolis. Inden turen skulle gå hjem til Danmark, ville de tage til Wien for at besøge nogle af de mange konditorier i den østrigske hovedstad.

Det selskab, som Poul bestilte hotellerne i Bruxelles og Athen gennem, betalte pengene tilbage, straks efter hotellerne var lukket.

Hotellet i Wien er bestilt gennem selskabet DTF Travel. Da hotellet blev aflyst, kontaktede Poul selskabet og bad dem refundere beløbet. Men ifølge Poul Sørensen afviste DTF Travel i første omgang at betale pengene tilbage og tilbød ham i stedet et tilgodebevis.

Et tilgodebevis, som Poul Sørensen i første omgang takkede ja til, selvom han hellere ville have pengene tilbage.

Han forstår ikke, hvorfor pengene ikke automatisk gik ind på hans konto. 

quote

Pengene burde bare automatisk gå tilbage. Det burde ikke være nødvendigt at bede om sine penge.

Poul Sørensen, Esbjerg

Det var først, da TV SYD kontaktede DTF Travel, at pengene gik ind på Pouls konto. I et svar fra DTF Travel lyder det:

– I dette særlige tilfælde er det åbenlyst mislykket, og da hotellet faktisk er lukket, skal kunden tilbydes at få pengene tilbage. Vi beklager, at Poul Sørensens tur til Wien ikke realiseres denne gang og har talt med ham og tilbagebetalt ham for hans booking, skriver head of production and hotel contracting hos DTF Travel, Jens Vincent, til TV SYD.

Flybilletterne for 4.636,67 kroner er bestilt gennem det tjekkiske selskab Kiwi.com, der er et mellemled mellem kunde og flyselskab. Kiwi.com har tilbudt Poul Sørensen en refusion, som han ikke er tilfreds med. Ifølge Poul Sørensen vil Kiwi.com nemlig have et gebyr på 20 euro for at tilbagebetale pengene.

Det har ikke været muligt for TV SYD at få kontakt med Kiwi.com.

Forbrugerråd: Poul har krav på sine penge

Vibeke Myrtue Jensen er politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk. Hun har kigget på Poul Sørensens sag.

Vibeke Myrtue Jensen er politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Vibeke Myrtue Jensen er politisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Foto: Tirpitz/Pressefoto

I begge tilfælde har Poul Sørensen krav på at få sine penge tilbage.

DTF Travel og Kiwi.com må gerne tilbyde ham et tilgodebevis, men han skal også have muligheden for at få pengene retur. Kiwi.com må også gerne tage et gebyr for at hente pengene hos flyselskabet. Men Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man både søger refusion fra flyselskabet og en eventuel tredjepart.

– Det her er et godt eksempel på en kunde, der har købt en rejse gennem et mellemled og nu forventer, at de tager ansvar i den her situation. Kunden ender med at blive kastebold mellem tredjeparten og flyselskabet eller hotellet, siger Vibeke Myrtue Jensen til TV SYD.

Derfor har hun også en opfordring til de, der overvejer at købe en rejse.

– Vi anbefaler, at man køber flybilletter direkte hos flyselskaberne for ikke at havne i de her situationer, hvor kunden bliver kastebold, siger Vibeke Myrtue Jensen.