Pres på grænsen efter åbning

Tyske turister holdt klar ved åbningen af grænsen til Danmark ved midnat. Mandag morgen var der op til otte kilometer kø for at komme ind i Danmark ved Frøslev.

Mandag morgen meldte Syd- og Sønderjyllands Politi om syv til otte kilometer glidende kø ved Frøslev grænseovergang på motorvejen og kilometerlang kø i Kruså.

Ved 11-tiden er køen ind i Danmark på motorvejen ved Frøslev nede på en enkelt kilometer, hvilket giver omkring  20 minutters ekstra rejsetid.

De første timer efter midnat var der også pres på grænseovergangene ved Kruså og på motorvejen i Frøslev, mens trafikken var begrænset ved overgangen i Sæd længst mod vest.

Senere på dagen mandag, kort før klokken 14, meldte politiet om tæt trafik ved Sæd og opfordrede til at søge mod overgangen ved Pebersmark.

De fem åbne overgange i dagtimerne er her markeret med grønt.
De fem åbne overgange i dagtimerne er her markeret med grønt.
Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Politiet opfordrer til, at de rejsende har pas og dokumentation klar, når man passerer grænsen. Det vil mindske risikoen for kø.

Kun stikprøver ved stort pres

I forbindelse med åbningen kan kontrollen af, om de indrejsende ved grænserne opfylder betingelserne for indrejse til Danmark, ændres til at foregå stikprøvevis, hvis politiet skønner, at den trafikale belastning bliver for massiv.

- Vores fokus er lige nu på at få trafikken afviklet på en måde, så det giver så få gener for de rejsende ind i Danmark som muligt. Det gælder både godstransport, danskere på vej hjem, beboere i grænselandet og turister. Derfor har vi nu åbnet i alt fem grænseovergange fra mandag morgen, men trafikanterne må fortsat indstille sig på, at der kan opstå kødannelser, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Fanø Færgen har hele natten sejlet tyske gæster til øen.
Fanø Færgen har hele natten sejlet tyske gæster til øen.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Kø i Esbjerg til Fanø Færgen

Senere i nat nåede tyske turister i stort tal frem til Vestkysten, hvor Fanø Færgen hele natten har sejlet de tyske gæster til øen. Fra klokken 2 har været seks fyldte afgange med tyske turister.

Mandag morgen er der omkring to kilometer kø i Esbjerg med ventende biler til Fanø Færgen.

Mandag morgen er der omkring to kilometer kø i Esbjerg med ventende biler til Fanø Færgen.

De første tyske turister nåede frem til sommerhusudlejernes kontorer i Blåvand klokken 1.55, fortæller TV SYDs udsendte reporter.

De første tyske turister nåede frem til sommerhusudlejernes kontorer i Blåvand klokken 1.55.
De første tyske turister nåede frem til sommerhusudlejernes kontorer i Blåvand klokken 1.55.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD