Pressede højskoler håber på politisk hjælp: Vi har brug for afklaring

Elever er sendt hjem, og kurser er aflyst. Nu håber højskoler at få en økonomisk håndsrækning.

Corona-krisen har udløst flere hjælpepakker til erhvervslivet. Nu appellerer højskolerne i fællesskab om, at Folketinget også kigger deres vej. 

- Vi har først og fremmest brug for en hurtig afklaring om regler og tilskud. Ellers vil alle højskolerne stå i en meget alvorlig situation. Brandbjerg Højskole er et eksempel på, hvor hurtigt en højskole kan komme i knibe, hvis bankerne bliver urolige, siger Lisbeth Trinskjær, som er formand for Folkehøjskolernes Forening. 

Højere statstilskud

Brandbjerg Højskole ved Vejle er lukningstruet, fordi den slæber rundt på gammel gæld, og samtidig har skolens sparekasse lukket for kassekreditten.

Folkehøjskolenes Forening har flere konkrete ønsker til, hvordan politikerne på Christiansborg kan hjælpe Brandbjerg og de andre højskoler. 

- For det første beder vi om statstilskud til alle tilmeldte elever. Også de elever, som på grund af corona-krisen ikke gennemfører deres kursus. For det andet ønsker vi, at statstilskudet bliver beregnet på baggrund af elevtallene fra 2019 og ikke fra i år, hvor alle højskoler vil få færre elever end normalt, siger Lisbeth Trinskjær.

Hjælp a la erhvervslivet

Samtidig håber hun, at højskolerne kan få del i nogle af de ordninger, som erhvervslivet får i corona-krisen. Det krydser man også fingre for på Brandbjerg Højskole. 

- Der skal flere politiske initiativer til, hvis vi og andre højskoler skal overleve. Vi vil gerne udsætte vores a-skat. Den mulighed er foreløbig kun givet til virksomheder, ikke til institutioner, og for os handler det om en halv million kroner. Vi vil også gerne kunne tage statsgaranterede lån fra Vækstfonden. Og så skal vi have kigget på, om vi skal give egenbetalingen til kursisterne tilbage, eller om staten vil kompensere os, siger Brandbjerg Højskoles forstander Simon Lægsgaard. 

Højskolen har blandt andet rejst over 200.000 kroner ved crowdfunding og stifter en låneforening i kampen for at overleve. På den korte bane handler det om at kunne betale løn til april. 

Askov: Brug for politisk handling

Også Askov Højskole i Vejen sendte alle elever hjem onsdag, og højskolen er foreløbig corona-lukket indtil 30. marts. Skolen fjernunderviser nogle af eleverne, men har været nødt til aflyse flere kurser og arrangementer. 

- Ingen kender omfanget af corona-krisen i den sidste ende, men kan godt stå imod, hvis det bliver forholdsvis kortvarigt. Vi er ikke akut ramt på samme måde som Brandbjerg Højskole, siger Askov Højskoles forstander Rikke Holm.

Alligevel forventer hun politisk handling. 

- Det er klart, at corona giver en stor uvished. Jeg har intet at bebrejde politikerne, som gør det godt og har rigeligt at se til i denne situation. Men selvfølgelig bør de også kigge på hele friskoleverdenen, som er vigtig for sammenhængskraften i Danmark, siger Rikke Holm.

Kan miste million-beløb

Der lyder lignende toner fra Idrætshøjskolen i Sønderborg, som har sendt 148 elever hjem.

- Politikerne tackler krisen superflot, og de skal nok kigge højskolernes vej på et tidspunkt. Vi har selv en sund økonomi og skal nok overleve. Men hvis corona-krisen fortsætter længe endnu, må vi aflyse vores sommerkurser, og så mister vi et syvcifret beløb, siger Michael Willemar, som er idrætshøjskolens forstander.

Han siger, at højskolerne må være kreative for at klare sig gennem den usædvanlige situation. 

- Vi har heldigvis fleksible medarbejdere, så nogle af dem arbejder hjemmefra, og andre har taget forskud på afspadsering eller fridage. Andre højskoler er nok mere trængte end os, og jeg håber, politikerne vil bidrage til, at højskolerne kommer rimeligt gennem krisen, siger Michael Willemar.