Professor om coronapas, mundbind og udsigt til barliv: Pandemien er ikke ovre - men vi går mod lysere tider

Onsdag begynder forhandlingerne i Folketinget om yderligere genåbning. Professor fra Syddansk Universitet mener, at brug af mundbind snart kan fases ud, men at vi fortsat må tage visse forholdsregler, så pandemien ikke løber løbsk.

Hvis du er ved at være træt af at bruge mundbind, når du skal ud at handle eller på restaurant, kan der være godt nyt på vej. Men hvis du drømmer om lange sommernætter med drinks i nattelivet, så er det ifølge en ekspert næppe realistisk denne sommer. For vi skal fortsat kunne holde pandemien under kontrol. 

Ifølge professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, kan vi dog snart undlade mundbindet, når vi handler i sommervarmen:

- Vi kan meget snart lægge mundbindene i forretninger og supermarkeder, hvor vi går på indkøb. Og jeg tror også, at vi meget snart kan holde op med at bruge dem ved restaurantbesøg. Man kan jo ikke spise med mundbind på, så jeg tror ikke, man reelt forebygger ret meget, siger han.

Væk inden sommerferien

Ifølge Hans Jørn Kolmos giver det dermed god mening at fjerne brugen af mundbind i supermarkeder og ved restaurantbesøg allerede inden sommerferien.

- Når vi skal forebygge smittespredning, er det fortsat god håndhygiejne og afstand, der betyder mest. Og det er sjældent, at vi kommer tæt på hinanden, når vi er ude at købe ind eller sidder på en restaurant, siger Hans Jørn Kolmos.

Professor i mikrobiologi, Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, ser ikke for sig, at alle restriktioner mod covid-19 falder før sommerferien: - Pandemien raser og er bestemt ikke ovre, og vi skal fortsat passe på, at smittetallet ikke kommer ud af kontrol.
Professor i mikrobiologi, Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, ser ikke for sig, at alle restriktioner mod covid-19 falder før sommerferien: - Pandemien raser og er bestemt ikke ovre, og vi skal fortsat passe på, at smittetallet ikke kommer ud af kontrol.

Mundbind fortsat nødvendige i offentlig transport

Men professoren mener ikke, at mundbind bør fjernes helt fra vores hverdag før en gang efter sommerferien eller i det tidligere efterår - alt efter smitteudviklingen: 

- I den offentlige transport - i bussen, toget, flyet osv. - der sidder vi tæt på hinanden over længere tid, og det er svært at holde afstand, så der mener jeg af hensyn til smittespredningen, at det giver rigtig god mening fortsat at benytte mundbind.

Skub udvidede åbningstider i nattelivet

Et flertal af de partier, der onsdag skal forhandle om yderligere genåbning, vil lade restauranter, caféer og barer holde længere åbent.

Det gælder Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti samt regeringens støtteparti Radikale Venstre.

I dag må restauranter og barer servere indtil klokken 22, og den sidste gæst skal have forladt stedet senest klokken 23. Forhandlingerne går på, hvilke restriktioner der skal gælde efter 11. juni.

Men det vil ifølge Hans Jørn Kolmos være en stor fejl at fjerne disse restriktioner før sommerferien:

- Man skal huske på, at pandemien slet ikke er ovre. Den buldrer løs ude i verden, og vores kontakttal er fortsat højt i Danmark - kun lige over ét - og så vil der ikke skulle meget til, før smitten begynder at stige igen, så længe det meste af befolkningen ikke er vaccinerede. Så risikerer vi at skulle genindføre mange af restriktionerne, mener professoren.

Derfor ser det også sløjt ud for dem, der drømmer om udvidede åbningstider i nattelivet, hvis det står til Hans Jørn Kolmos. Ifølge ham er det ikke et sandsynligt scenarie, hvis vi samtidig skal passe på, at smitten ikke stiger for meget:

- De udvidede åbningstider er jeg bekymret over. Jeg ser helst, at man skubber det til efter sommerferien, hvor en langt større del af befolkningen er vaccinerede, siger Hans Jørn Kolmos.

Coronapas vigtig i kampen mod smittespredning

Hans vurdering kommer, inden et flertal af Folketingets partier onsdag skal forhandle om yderligere genåbning af samfundet.

Her skal de blandt andet forhandle om brugen af mundbind og en udfasning af coronapasset.

Et stort flertal af partierne mener, at de lave smittetal og at flere er vaccineret gør, at restriktionerne kan lempes - ikke mindst kravene om coronapas og mundbind.

Men coronapas og test er ifølge Hans Jørn Kolmos fortsat et nødvendigt værktøj i kampen for at holde covid-19-smitten nede:

- Passet giver sammen med en intensiv teststrategi rigtig god mening, når vi slækker på andre begrænsninger i samfundet. De vil være vigtige værktøjer og være en forudsætning for, at vi kan se, hvordan smitten udvikler sig, så vi kan nå at reagere, lyder det.