Professor: - Vi vaccinerer for samfundets skyld - ikke børnenes

Coronapandemien har igen denne vinter lagt sine lange 'virusarme' ud i verden, så der er smittespredningen i rigtig mange lande - også i Danmark. Derfor er de fem til 11-årige nu inviteret med i vaccineprogrammet. Professor ved Sygehus Sønderjylland er ikke bange for også at lade den aldersgruppe få et prik.

Coronapandemien raser - mandag er der registreret 4326 nye smittetilfælde, og antallet af indlagte er 446 - det er en fordobling på blot en måned.

Det er lige nu særligt de mindste børn, der driver smitten, viser Statens Serum Instituts opgørelse af resultaterne af de daglige coronatest. 

Men det er sjældent børnene, der rammes af alvorlig sygdom. 

Alligevel besluttede Sundhedsstyrelsen fredag at anbefale, at børn ned til fem år vaccineres mod covid-19 - og det selvom de fleste i den aldersgruppe ikke bliver særligt syge.

- Jeg helt rolig ved også at give børn ned til fem år en covid-19 vaccine, og det giver god mening, siger professor Christian Backer Mogensen, der er forskningsleder ved SDU og professor i akutmedicin og speciallæge i infektionsmedicin ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. 

Han har ansvaret for behandlingen af de sønderjyske covid-19 patienter og er ikke i tvivl: Børn mellem fem og 11 år kan roligt modtage en coronavaccine uden risiko for alvorlige bivirkninger.

- Alt hvad vi har læst i de verdensomspændende undersøgelser og forskning i disse mRNA-vacciner (dem fra Pfizer og Moderna, red.) siger, at der for langt de fleste børns vedkommende vil være ingen - eller kun meget lette bivirkninger som lidt feber, snue og utilpashed i omkring et døgns tid. Alvorlige bivirkninger er ekstremt sjældne, siger han.

Pandemien fik gang i ny type vaccineteknologi

mRNA-vaccinerne er ifølge Sundhedsstyrelsen en ny metode udviklet i 1990'erne, som inden coronapandemien brød ud udelukkende har været testet i forsøg mod forskellige sygdomme. 

Hvad er en mRNA-vaccine?

  • Covid-19-vaccinen fra Pfizer/BioNTech og covid-19-vaccinen fra Moderna er begge såkaldte mRNA-vacciner.
  • mRNA-vaccinerne mod covid-19 er en ny type vacciner, som ikke indeholder svækket eller dødt coronavirus, som vacciner ellers ofte gør. I stedet indeholder de en genetisk kode for det såkaldte corona spike-protein. Ud fra denne kode kan kroppens celler midlertidigt producere corona spike-proteinet. mRNA-molekylet nedbrydes efter kort tid.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Derfor ved heller ingen i hele verden endnu, om der vil komme bivirkninger på længere sigt ved at benytte disse vacciner. Det kan kun tiden vise. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen og mange sundhedsfaglige læger og forskere, så forventer man ikke, der vil være alvorlige bivirkninger - heller ikke på sigt. 

- Jeg er selvfølgelig helt enig i, at vi ikke kender langtidseffekterne af vaccinerne om f.eks. ti år. Det gør ingen. Men al forskning viser, at der ikke er påvirkning af vores arvemateriale eller gener ved at benytte den type vaccine, som der har været bekymring for hos nogle. Desuden er metoden og teknologien bag disse mRNA-vacciner gennemprøvet over de sidste mange år, og der er intet i litteraturen og forskningen, der gør mig bekymret ved at benytte dem. Derfor er jeg helt rolig ved også at give børn ned til fem år en covid-19 vaccine fra enten Pfizer eller Moderne, siger Christian Backer Mogensen. 

Hvorfor vaccinere børn der sjældent bliver syge?

Christian Backer Mogensen forstår godt, at forældre bekymrer sig, når det drejer sig om at vaccinere børnene. For skal man vaccinere børn for noget, de ikke bliver syge af?

- Det er et spørgsmål, man som forældre selvfølgelig skal stille sig selv. Giver det mening? Jeg har børnebørn, og jeg tænker da også på det i den sammenhæng, siger Christian Backer Mogensen.

Men en ting er ifølge professoren sikkert.

- Vi vaccinerer for samfundets skyld - ikke for børnenes.

For samfundets skyld

Ifølge Christian Backer Mogensen er der fire store fordele, man som forældre kan overveje, når man skal tage stilling til, om ens børn skal vaccineres.

- Ved at vaccinere børnene kan vi lettere undgå disse omfattende nedlukninger af samfundet. Det er voldsomt belastende for alle - også for børnene, som bliver socialt isolerede. Ved at vaccinere børnene undgår man også, at de smitter ældre familiemedlemmer, som kan risikere alvorligere sygdomsforløb, og dermed skåner man også sundhedsvæsnet med færre indlæggelser, mener Christian Backer Mogensen.

For at vi opnår flokimmunitet i Danmark, vil det kræve høj deltagelse i vaccinationsprogrammet. Lige nu er 76 procent af danskerne vaccineret med to stik og knapt 790.000 med tredje stik. Men der skal flere til, før vi for alvor vil kunne mærke det i samfundet.

- Vi skal nok op på cirka 90 procent af befolkningen, som er vaccineret, før vi reelt er dækket ind og har flokimmunitet, og mit bud er, at det vil tage et til to år, før vi er der, siger Christian Backer Mogensen.