Region Syddanmark har testudstyr til de næste 14 dage

Region Syddanmark melder om rigelige forsyninger de næste 14 dage, men regionerne kæmper hele tiden for at få fx plastickasser og pipetter hjem til de mange test.

Det er ikke selve testene, der mangler, men små ting som plasticbakker og pipetter, skriver Ritzau i dag på baggrund af en artikel i Berlingske Tidende.

- Vi spræller som en fisk i nettet. Nogle varenumre har vi været heldige at få gode leverancer af. Andre har vi været mindre heldige med og har kun fået en brøkdel af det, vi har bestilt, siger Michael Pedersen, formand of Dansk Selskab for Mikrobiologi til Berlingske.

Onsdag fortalte Sundhedsstyrelsen, at det var målet at teste 5.000 om dagen. Torsdag forhøjede Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, indsatsen og fortalte i Orientering på P1, at han gerne vil op på 10.000 om dagen som i Norge, og gerne flere.

Danske regioner har nedsat en specialgruppe, der skal løse problemet, men det kan godt blive svært, for der er stor eftersørgsel på den slags varer i hele Europa og resten af verden.

I alt var 16.197 personer i Danmark blevet testet sent torsdag.

Lose: -Vi har nok til de næste 14 dage

Regionsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), kan ikke sige, hvad der konkret er mangel på i hendes region, men:

- Vi har jo, sammen med de andre regioner, forpligtet os til at teste 5.000 om dagen i 14 dage, og det har vi nok til, fortæller hun TV SYD i dag.

- Men det er jo klart, at der pågår et intenst arbejde på hele tiden at få nye forsyninger. Vi kan bestille gennem de sædvanlige kanaler og håbe på, at vi får det. Vi prøver at finde nye leverandører og forsøger også selv at få fremstillet nogle ting, for eksempel de små plastikkasser, som testene opbevares i, slutter regionsformand Stephanie Lose