Region tester igen personale for covid-19

Region Syddanmark begynder igen at teste sundhedspersonale, efter at det viser sig, at der er nye tests på vej.

Regionen standsede ellers i fredags testningen af det sundhedsfaglige personale, fordi det så ud til, at der kom til at mangle reagenser, der er det materiale, som man dyrker prøverne i for at se, om der er covid-19 virus i.

Men nu ser det ud til, at der er nye forsyninger på vej, og det, sammen med at de centrale sundhedsmyndigheders opfordringer til at teste, gør nu, at regionen går i gang igen.

- Vi opretter nu en fælles visitationsenhed på Odense Universitetshospital. Det gør vi for at sikre, at alle behandles ens og for at sikre, at der er tests nok til alle og stadig sikre, at der er tilstrækkelig testkapacitet til at undersøge patienter, der er indlagt til undersøgelse for covid-19, siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

Sundhedsstyrelsen anbefaler:

- At personer med let til moderate symptomer, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektoren, ældreplejen, arbejder med socialt udsatte eller helt andre helt særlige nøglefunktioner i samfund, kan henvises til en test, hvis arbejdsgiveren finder det hensigtsmæssigt med en hurtig raskmelding. Og det er praktiserende læge, der henviser efter de sædvanlige principper.