Region Syddanmark vil coronateste syge samme sted som raske

Region Syddanmark vil sende symptomfri borgere og folk med milde sygdomstegn til test samme sted.

Folk med snue og feber kan fra senere i år få taget en coronatest ved siden af personer uden tegn på covid-19.

Region Syddanmark vil sende personer, der har milde symptomer på smitte, og symptomfri borgere til test samme sted.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse, hvor regionen oplyser om sin nye plan, der har til formål at sikre lettere adgang til test.

I dag får symptomfri borgere taget en test i de hvide telte. Prøvetiden kan de selv bestille på hjemmesiden coronaprover.dk.

Stadig forbi egen læge 

Har man feber, snue eller det, der er værre, skal man i dag testes ved akutsygehuse, og det kræver en henvisning fra egen læge.

Selv om der åbnes for at teste symptomfrie og syge samme sted fremover, skal de, der har milde symptomer, stadig visiteres via egen læge.

Det er sundhedsmæssigt forsvarligt at teste syge og symptomfri samme sted, vurderer regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

- Ja, det mener vi fuldt ud, det er. Vi vil selvfølgelig spørge, når folk kommer, om de har symptomer, så de kan komme i den rigtige kø, siger hun.

Hun siger, at når man kan være rask smittebærer, så kan opdelingen af folk til tider virke kunstig.

- Vi tager selvfølgelig højde for symptomer, men det giver folk et nemmere og mere let tilgængeligt tilbud, at alle testlokaliteter er samlet samme sted i byen, siger regionsrådsformanden.

Spørgsmål: Kan du forstå, hvis nogle af de symptomfri mener, det kan virke utrygt at skulle testes for corona, hvis sidemanden samtidig snøfter og ser sløj ud?

- Nej. Jeg tror, det er vigtigt, at vi får taget forholdsregler med for eksempel afstand og mundbind, hvor det er påkrævet, og at vi spørger ind til symptomer. Og så er jeg sikker på, at vi nok skal finde gode løsninger på det, siger Stephanie Lose.

Teststeder i yderligere seks byer

Regionen lægger med den nye testplan op til at oprette faste teststeder i yderligere seks byer. Desuden skal antallet af mobile testenheder øges fra 6 til 14, fremgår det.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst forklarer i et skriftligt svar, at en del af beslutningen beror på, at man ikke ønsker at forvirre folk, der kan have svært ved at finde ud af, hvor de skal testes.

- Vi er opmærksomme på, at der er borgere, som synes, at det er svært at finde ud af, hvor man skal henvende sig, hvis man har brug for at blive testet.

- Derfor kan det give god mening, at der kun er ét sted man skal henvende sig, skriver hun.

Hun mener, at smitterisikoen kan holdes nede, hvis folk på testcentrene ellers følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

De nye testcentre skal efter planen ligge i Odense, Svendborg, Kolding, Vejle, Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg.

Der lægges også op til, at forældre til børn mellem 2 og 12 år, der ikke har symptomer på coronasmitte, kan booke en tid til test over nettet. Dermed slipper de for at skulle forbi egen læge først.

Tiltagene forventes implementeret løbende - dog skal det efter planen senest være klar i midten af november i år.