Regionen sætter alt ind mod corona-virus

Pressemøde torsdag fortæller om Region Syddanmarks værn mod corona-virus. Indsatsen kan gå ud over ikke-akutte behandlinger og operationer.

- Det er en sundhedskrise, som udfordrer og påvirker alle. Uanset om man er rask eller syg.

Sådan lød budskabet fra regionsrådsformand Stephanie Lose (V), da Region Syddanmark her til aften holdt pressemøde om corona-virus. Hun lægger ikke skjul på, at regionen står med en kæmpestor opgave, men giver løfter om, at opgaven kan løses. 

- Vi har et tæt samarbejde på tværs af myndigheder og regioner og med Sundhedsstyrelsen. Vores sygehuse er klar til at tage imod væsentligt flere patienter. Vi har fokus på intensivafdelinger og den bemanding, der er brug for, forklarede Stephanie Lose. 

Nogle patienter må vente

Koncerndirektør Kurt Espersen forklarede, at situationen har ændret sig siden regeringens seneste udmeldinger onsdag aften. 

- Nu begynder vi at fokusere på de syge i stedet for på dem, som måske bliver syge. Derfor vil vi ikke længere teste syddanskere med symptomer, der måske er corona, med mindre de er sårbare borgere. Vi vil prioritere benhårdt. Mange ikke-akutte behandlinger og operationer bliver udsat. Nogle mennesker har et større behov end andre, siger koncerndirektør Kurt Espersen.

 
 
Foto: Pressefoto / grafik af Lasse Lund Hansen, TV SYD

Han forventer, at regionens sygehuse har det nødvendige udstyr til at klare den ekstraordinære situation. 

- Vi har respiratorer, masker, håndsprit og senge i det omfang, vi skal bruge, hvis vi bruger det med omtanke. Hvis situationen udvikler sig, kan vi få hjælp fra andre regioner, ligesom vi kan hjælpe dem, sagde Kurt Espersen. 

Bliv hjemme

Det er vigtigt, at man tænker sig godt om, hvis man er så uheldig at blive ramt af corona-virus. Det understregede præhospitaldirektør Gitte Jørgensen på pressemødet. 

- For langt de fleste vil sygdommen forsvinde efter fire til syv dage. Man skal blive hjemme, så man ikke smitter nogen. Hvis man for eksempel får besvær med at trække vejret, skal man ringe til egen læge eller lægevagten. Hvis man for eksempel har KOL eller på anden måde er særligt sårbar, kan man blive hentet ind på sygehuset, sagde præhospitaldirektør Gitte Jørgensen.

Sådan skal du forholde dig, hvis du har symptomer på Coronavirus
Sådan skal du forholde dig, hvis du har symptomer på Coronavirus
Foto: Lasse Lund Hansen

Brug for pensionister og studerende

Hvis situationen udvikler sig, kan der blive brug for at indkalde pensionerede læger og sygeplejersker med mere, ligesom der kan blive brug for studerende, blandt andet fra sygeplejeskolerne. 

- Men vi kan ikke sige præcis, hvornår der vil blive behov for det. For det afhænger jo af, hvordan situationen udvikler sig, sagde Stephanie Lose. 

På et pressemøde i Regionshuset i Vejle redegjorde regionsformand Stephanie Lose for håndteringen af coronavirus.
På et pressemøde i Regionshuset i Vejle redegjorde regionsformand Stephanie Lose for håndteringen af coronavirus.
Foto: Nicklas Møller Dannemare Palner

Hun erkender, at der vil blive en masse arbejde, også efter virussen er forduftet.

- På et tidspunkt bliver der en pukkel. Det tror jeg, der er forståelse for. Lige nu er førsteprioritet at håndtere den situation, vi står i her og nu, sagde Stephanie Lose.